Seks mandlige ministre lancerer plan for kvinder, fred og sikkerhed

Danmark står klar med sin femte nationale handlingsplan for 'Kvinder, Fred og Sikkerhed'. Målet er klart: kvinder og piger skal beskyttes mod vold i konflikt og have reel indflydelse på fredsprocesser – både globalt og nationalt. Handlingsplanen er underskrevet af seks mandlige ministre

30. april 2025

Fred og ligestilling hænger tæt sammen. Når kvinder deltager i fredsprocesser, bliver freden mere varig. Alligevel er kvinder ofte fraværende, når beslutninger om fred og sikkerhed træffes. Derfor skruer Danmark nu op for engagementet med en handlingsplan, der sætter kvinder i centrum for både beskyttelse og forandring.

Danmark lancerer nu sin femte nationale handlingsplan for Kvinder, Fred og Sikkerhed – og med god grund. Vold mod kvinder i konflikt er stigende. Konfliktniveauet er det højeste siden Anden Verdenskrig, og kvindelige menneskerettighedsforkæmpere bliver truet og undertrykt i mange dele af verden. Kvinder betaler ofte den højeste pris i krig, men får sjældent mulighed for at bidrage til løsningerne.

Den nye handlingsplan - som er underskrevet af seks mandlige ministre - anerkender kvinders afgørende rolle. Den handler ikke kun om at beskytte, men også om at inkludere kvinder i beslutninger om fred, sikkerhed og genopbygning. Og Danmark er ikke ny i feltet. Allerede i 2005 var vi det første land i verden til at vedtage en national handlingsplan baseret på FN’s resolution 1325.

”Kvinder har ekspertise og ressourcer at bidrage med, og de har i lige så høj grad som mænd ret til at påvirke udviklingen i deres samfund,” står der i forordet til den nye plan.

Målrettet indsats og tydelige spor
Den nye handlingsplan sætter retningen for arbejdet i perioden 2025-2029. Den lægger vægt på fire hovedområder: internationalt engagement, kvinders deltagelse i fredsarbejde, beskyttelse af kvinder og pigers rettigheder samt styrkelse af indsatsen i Danmark.

Danmark har et særligt fokus på at støtte lokale kvindeorganisationer i skrøbelige stater og at integrere kønsperspektiver i klima-, asyl-, og sikkerhedspolitik. Midler fra Freds- og Stabiliseringsfonden er øremærket til indsatser, der fremmer kvinders deltagelse i konfliktløsning og fredsforhandlinger. Samtidig styrkes arbejdet med at bekæmpe seksuel vold i konflikter og beskytte menneskerettighedsforkæmpere, både fysisk og digitalt.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen slår fast:

”Med den nye handlingsplan går Danmark foran og styrker arbejdet for at sikre kvinder og pigers grundlæggende sikkerhed og ret til deltagelse i freds- og sikkerhedsindsatser.”

Danmark vil også arbejde for at få flere kvinder i internationale missioner. I FN’s fredsbevarende operationer er kvinder stadig stærkt underrepræsenterede. Det samme gælder EU’s civile og militære missioner. Her vil Danmark bidrage med uddannelse, mentorprogrammer og rådgivere med speciale i ligestilling og WPS (Women, Peace and Security).

Fra ord til handling – også i Danmark
Den nye handlingsplan retter ikke kun blikket mod konfliktzoner langt væk. Den tager også fat i ligestilling og kønsperspektiver herhjemme. Lovgivning kræver nu, at offentlige myndigheder med over 50 ansatte fastsætter måltal og politikker for ligestilling i ledelse. Politiet og Beredskabsstyrelsen arbejder aktivt med at fremme kvinders deltagelse – også i internationale missioner. Og asylsystemet tilpasses, så kvindelige asylansøgere mødes med forståelse og beskyttelse, hvis de har været udsat for menneskehandel eller seksuel vold.

Miljø- og ligestillingsminister Magnus Heunicke udtaler:

”Kvinders demokratiske rettigheder og ret til egen krop er under globalt pres. Samtidig er kvinder særligt udsatte, når der er krig og væbnede konflikter, hvor de fx udsættes for seksuel vold og menneskehandel. Det skal vi kæmpe imod.”

Med handlingsplanen signalerer Danmark, at kvinders rettigheder ikke er til diskussion – hverken herhjemme eller ude i verden. Det handler om ligestilling, retfærdighed og bæredygtig fred.

Handlingsplanen dækker årene 2025-2029.

Dyk ned i, hvad de seks mandlige ministre udtaler i pressemeddelelse fra Ritzau >>

Læs handlingsplanen>>