Folketinget har i dag vedtaget en ny lov, der markerer et historisk gennembrud i kampen mod partnervold og stalking. Med indførelsen af den omvendte fodlænke flyttes ansvaret for at sikre fysisk afstand væk fra den voldsudsatte og over på voldsudøveren
3. april 2025
Det er en dag, som mange har ventet på. Den 3. april 2025 blev dagen, hvor Folketinget endelig vedtog loven om den omvendte fodlænke – et redskab, der skal beskytte voldsudsatte kvinder ved at overvåge og begrænse gerningsmandens bevægelse. Det skriver Danner.
Den omvendte fodlænke er et markant skifte i logikken: I stedet for at den voldsudsatte kvinde må forlade sit hjem, flytte på krisecenter eller leve med konstant frygt, er det nu gerningsmanden, der får sin frihed begrænset. Hvis han nærmer sig kvindens bolig eller opholdssteder, vil politiet straks blive alarmeret.
Danners direktør Mette Marie Yde kalder det en historisk dag. Hun har i årevis kæmpet for netop denne ordning, som allerede har vist gode resultater i Norge gennem over ti år:
“Han får fodlænke, hun får frihed.”
Loven i praksis
Med den nye lov indføres der en forsøgsordning, hvor 15 omvendte fodlænker fordeles i tre politikredse over de næste tre år. Det betyder, at en gerningsmand – typisk en ekspartner – kan blive pålagt at bære en fodlænke, der sikrer, at han holder afstand til kvinden, han har udsat for vold, trusler eller stalking.
Mette Marie Yde påpeger, at forsøgsordningen gerne måtte være større og permanent fra starten:
“Men i dag tillader vi os at fejre. I morgen trækker vi i arbejdstøjet igen for at sikre, at de 15 fodlænker bruges dér, hvor de kan gøre størst gavn,” siger hun.