Økonomisk partnervold stopper ikke nødvendigvis, når forholdet slutter. For mange fortsætter konsekvenserne i årevis gennem gæld, inkasso, kreditvurderinger, fogedret og økonomiske begrænsninger. Det gør det svært for voldsudsatte at komme videre
Af Maisen Marker
Økonomisk vold stopper ikke ved bruddet!!!
Jeg forlod forholdet i 2018. Gælden blev stiftet tilbage i 2015. Det økonomiske misbrug begyndte allerede omkring 2013 og fortsatte frem til bruddet. I dag skriver vi 2026. Det betyder, at de økonomiske spor efter volden nu har levet længere end selve forholdet gjorde.
Og det er netop dét, vi taler alt for lidt om, når vi taler om økonomisk vold.
For økonomisk vold handler ikke kun om det, der sker, mens man stadig er i relationen. Det handler ikke kun om en partner, der kontrollerer kontoen, kræver adgang til penge, presser én til at optage lån, bruger ens økonomi, får én til at betale udgifter, man aldrig burde have stået alene med, eller får ens penge til at forsvinde ind i den andens private forbrug, firma, planer eller kaos.
Det handler også om årene bagefter. Om inkassobrevene. Om opkaldene fra ukendte numre. Om fogedretten. Om bankerne. Om afslagene. Om kreditvurderingerne. Om ikke engang at kunne oprette et almindeligt abonnement på briller eller kontaktlinser, fordi fortidens vold stadig står registreret som ens egen økonomiske uansvarlighed.
Når friheden stadig er begrænset
Det handler om at stå mange år efter bruddet og stadig være begrænset i helt almindelige valg. Hvor man kan bo. Om man kan flytte sammen med en ny partner. Om man kan få en ny bolig. Om man kan få sit depositum fri. Om man kan oprette aftaler. Om man kan tage telefonen eller åbne diverse postkasser, uden at få hjertebanken.
Og så står man dér. Måske med behov for at flytte fra en bolig, der ikke længere giver ro. Måske med et depositum, hvor der er gjort indsigelse fra kreditorer. Måske uden mulighed for at låne til et nyt indskud. Måske med udsigt til gældssanering, hvor man igen skal vurderes, måles og kontrolleres økonomisk af et system, der ikke nødvendigvis forstår, hvorfor gælden overhovedet findes.
Det er en meget særlig form for ufrihed. Først blev økonomien brugt som kontrol i relationen. Bagefter overtager systemerne kontrollen i form af krav, regler, vurderinger og begrænsninger.
Den absurde cirkel
Hvis man søger gældssanering, vil ens boligudgift blive vurderet. Ens rådighedsbeløb bliver vurderet. Ens muligheder bliver vurderet. Ens valg bliver vurderet. Og hvis ens bolig ikke passer ind i systemets krav, kan man i praksis blive presset til at flytte fra det sted, der måske er det eneste, der føles trygt.
Men hvordan flytter man, når man netop er økonomisk låst? Hvordan finder man en ny bolig, når man har gæld, dårlig kreditværdighed og kreditorer hængende over sig? Hvordan betaler man et nyt indskud, hvis man ikke kan få sit gamle depositum fri? Og hvordan skal man kunne stifte ny gæld for at flytte, når hele pointen er, at man forsøger at komme ud af gælden?
Det bliver en absurd cirkel: Du skal have styr på din økonomi for at få frihed, men du kan ikke få frihed, fordi din økonomi stadig er ødelagt af vold.
Når systemet ikke ser volden
Da jeg anmeldte volden, fik den økonomiske del ikke lov at indgå som en reel del af sagen. Forbruget af mine penge - både privat og i forbindelse med min eks-partners firma - kunne ifølge politiet blive betragtet som gaver eller som en almindelig del af det at hjælpe hinanden i et parforhold.
Men vold handler netop om, at det frie valg gradvist bliver nedbrudt. Det, der udefra kan ligne frivillighed, kan indefra være pres, frygt, manipulation, skyld, kontrol, udmattelse og overlevelse.
Det er let at sige: “Du skrev jo selv under.” “Du overførte jo selv pengene.” “Du tog jo selv lånet.” “Du hjalp jo bare din partner.” Men den logik forudsætter, at man stod i en fri og ligeværdig situation. Det gør man ikke nødvendigvis, når man lever i vold, kontrol og psykisk nedbrydning.
På papiret findes økonomisk vold
Social- og Boligstyrelsen beskriver økonomisk vold som handlinger, der begrænser eller fratager en person retten til at bestemme over egne penge og eget forbrug. Det kan blandt andet være at blive presset til at optage lån, hæve penge, betale for noget eller aflevere penge. På papiret anerkender systemet altså, at økonomisk vold findes.
Men i praksis bliver mange stadig mødt som almindelige skyldnere.
Fogedretten spørger ikke nødvendigvis: Hvordan opstod gælden?
Inkasso spørger ikke: Var der psykisk vold, kontrol eller pres bag?
Banken spørger ikke: Hvem fik reelt gavn af pengene?
Politiet spørger ikke altid: Var det her en del af volden?
Systemet spørger ofte bare: Kan du betale?
Og hvis ikke du kan, fortsætter møllen. Renter. Gebyrer. Rykkerbreve. Inkasso. Fogedret. Afslag. Begrænsninger. Endnu mindre frihed. Dertil kommer, at en ny partners økonomi også skal kortlægges, hvis man som par ønsker at bo sammen og være gældfri.
Hvorfor behandles vold som privat gæld?
Jeg mener, vi er nødt til at stille et langt skarpere spørgsmål: Hvis økonomisk vold anerkendes som vold, hvorfor behandles gælden så stadig så ofte som almindelig privat gæld?
Hvorfor er der politisk fokus på gæld til det offentlige, men langt mindre fokus på den gæld, der ligger i banker, kviklån, kreditkort, forbrugslån og private låneaftaler?
Hvorfor taler man om hjælp, eftergivelse og særlige ordninger i nogle sammenhænge, mens voldsudsatte med bankgæld og kviklån stadig bliver sendt rundt i en jungle af instanser?
For økonomisk vold foregår ikke kun gennem offentlig gæld. Den foregår i høj grad gennem private økonomiske systemer. Banker. Låneudbydere. Kreditkort. Abonnementer. Digitale underskrifter. MitID. Fælles økonomi. Partnerens firma. Partnerens løfter. Partnerens pres. Partnerens manipulation.
Og når det hele falder sammen, står offeret ofte alene tilbage med ansvaret.
Fra pæne formuleringer til virkelighed
Politikere taler i disse år mere om psykisk vold og økonomisk vold. Det er vigtigt. Det er nødvendigt. Og det er på tide. Der er også kommet mere viden frem gennem organisationer, rapporter og fagpersoner.
Justitia har blandt andet peget på, at ofre for økonomisk vold kan have en svag retsstilling, og at sagerne ofte er vanskelige at føre. Danner har med analysen “En livslang regning” sat fokus på, hvordan økonomisk partnervold kan forfølge kvinder længe efter bruddet.
Anne-Mette Barfod fra Powerkvinderne har med bogen Økonomisk partnervold – når penge bliver et psykologisk magtmiddel givet sprog til en voldsform, mange har levet med i stilhed.
Men der er stadig en enorm afstand mellem de pæne formuleringer og den virkelighed, mange voldsudsatte lever i.
At skulle forklare sig igen og igen
For virkeligheden er ikke kun, at man har været udsat for vold. Virkeligheden er også, at man bagefter skal bevise, forklare og forsvare sig i systemer, hvor voldens mekanismer ofte ikke bliver forstået.
Man skal forklare banken, hvorfor man ikke kan betale. Man skal forklare fogedretten, hvorfor man er insolvent. Man skal forklare inkasso, at man ikke har penge. Man skal forklare kommunen, hvorfor ens liv ikke hænger sammen. Man skal forklare sig over for gældsrådgivere, kreditorer, advokater og måske en skifteret, hvis man søger gældssanering.
Og hver gang skal man næsten starte forfra.
Det er en jungle at finde den rette hjælp.
Skal man kontakte en gældsrådgiver? En advokat? Kommunen? En frivillig organisation? Banken? Politiet? Et krisecenter? Fogedretten? Gældsstyrelsen?
Hvem forstår økonomisk vold? Hvem forstår gælden? Hvem forstår jura? Hvem forstår traumer? Hvem kan samle det hele?
Alt for ofte er svaret: Ingen har hele billedet.
Når den voldsudsatte bliver projektleder
Og derfor ender den voldsudsatte med endnu en opgave. Ikke bare at overleve volden. Ikke bare at genopbygge sig selv. Ikke bare at håndtere skam, stress, angst, tab og traumer. Men også at blive projektleder på sin egen økonomiske ruin.
Det er ikke rimeligt.
Fogedretten er selvfølgelig ikke en terapeutisk instans. Den skal være neutral. Men netop derfor burde der være en langt mere systematisk opmærksomhed på, hvordan gæld kan opstå.
Hvis en borger igen og igen møder op i fogedretten og bliver erklæret insolvent, burde det være naturligt at spørge: Er der omstændigheder omkring gældens opståen, der handler om vold, tvang, manipulation, økonomisk kontrol eller udnyttelse i en nær relation?
Det spørgsmål burde ikke være ekstraordinært. Det burde være standard.
Når retssystemet kun ser tallene
For hvis retten kun ser gælden, men ikke historikken bag gælden, bliver retssystemet blindt for den vold, der ligger indlejret i papirerne. Og så risikerer man, at systemet kommer til at administrere konsekvenserne af volden videre, uden nogensinde at forholde sig til volden selv.
Der er også noget dybt problematisk i den måde, skyld bliver forstået på. Når en voldsudsat står med gæld, bliver vedkommende ofte mødt som én, der har truffet dårlige økonomiske valg. Men økonomisk vold handler netop om, at ens mulighed for frie valg bliver ødelagt.
Man kan være blevet presset, manipuleret, udmattet, truet, forvirret, isoleret eller gjort afhængig. Man kan have betalt for at undgå konflikter. Man kan have optaget lån for at bevare roen. Man kan have hjulpet partnerens firma, fordi man blev gjort ansvarlig for hans problemer. Man kan have brugt sine penge i et desperat forsøg på at holde sammen på noget, der allerede var ved at ødelægge én.
Det er ikke det samme som almindeligt forbrug.
Det er ikke det samme som at have levet over evne.
Det er ikke det samme som økonomisk uansvarlighed.
Det kan være vold!
Volden bliver administreret videre
Og hvis vi mener alvorligt, at økonomisk vold er vold, skal det også kunne ses i praksis. Det skal kunne ses hos politiet, så den økonomiske del ikke bare affejes som “gaver” eller “almindelig hjælp i et parforhold”.
Det skal kunne ses i fogedretten, så gældens oprindelse ikke bliver usynlig.
Det skal kunne ses i bankerne, så økonomisk vold ikke behandles som almindelig misligholdelse. Det skal kunne ses i gældssanering, så voldshistorik får reel betydning.
Det skal kunne ses i lovgivningen, så privat gæld stiftet under vold ikke bare behandles som et personligt moralsk nederlag.
Og det skal kunne ses i den offentlige debat.
For økonomisk vold stopper ikke nødvendigvis, når man går. Nogle gange skifter den bare afsender. Fra partneren til banken. Fra partneren til inkasso. Fra partneren til fogedretten. Fra partneren til kreditvurderingen. Fra partneren til systemets krav.
Når man stadig i 2026 lever med gæld fra 2015, når man stadig bliver ringet op af inkasso fra skiftende numre, når man stadig ikke kan oprette almindelige aftaler, når man stadig skal overveje, om man overhovedet har råd til briller, når man stadig ikke kan flytte frit, når ens depositum kan blive opslugt af kreditorer, når ens boligvalg styres af gæld, og når man stadig skal forklare sig i system efter system, så er volden ikke kun fortid.
Så er den blevet administreret videre.
Og det burde ingen kalde frihed.
