En digital løsning udviklet af forskere fra Københavns Universitet hjælper børn og unges mentale sundhed efter forældrenes skilsmisse, viser nyt studie. Antallet af konflikter i familien reduceres også, og flere kommuner har allerede taget løsningen i brug

21. maj 2026
Hvert år oplever tusindvis af børn, at deres forældre går fra hinanden. For mange er det en stor omvæltning, der kan sætte tydelige spor i deres trivsel og hverdag.
Men et nyt studie lavet i samarbejde med 21 danske kommuner og Familieretshuset peger på, at der kan være hjælp at hente i et digitalt værktøj, som er udviklet af forskere på Københavns Universitet. Værktøjet hjælper blandt andet børn med forstå deres egne følelser, sætte ord på dem og skabe konkrete forbedringer i deres hverdag.
”Når far og mor skilles, så er det en af de første store negative livsbegivenheder, et barn oplever. De kan få det psykisk dårligt eller få skolevægring, og ofte har de brug for hjælp til at komme tilbage på sporet,” siger Gert Martin Hald, der er psykolog og professor på Institut for Folkesundhedsvidenskab - og medgrundlægger af den digitale platform SES NXT.
Platformen trækker på viden fra forskning i skilsmisser og børns trivsel, ligesom den er inspireret af konkrete problemstillinger fremhævet af socialrådgivere og psykologer, der dagligt arbejder med skilsmissebørn og konflikter mellem forældre. Det er for at sikre, at løsningen rent faktisk løser reelle behov og udfordringer.
Digital hjælp i børnehøjde
SES NXT er en såkaldt digital intervention for børn fra tre til 17 år og består af en række moduler, barnet kan klikke sig igennem skræddersyet til barnets alder og behov.
Platformen bruges i 16 kommuner i Danmark samt i 111 kommuner i Island, Sverige, Norge og Finland. Her får børnene videoer og øvelser om emner, som hvad man kan gøre, når ens forældre skændes, at forstå egne følelser, bonusfamilien og at bo to steder, ligesom andre børn fortæller, hvordan de har oplevet deres forældres skilsmisse.
Indholdet er aldersopdelt og designet, så forældre i stigende grad inddrages, jo yngre barnet er, hvilket kan styrke dialogen i familien.
”Børnene oplever, at deres følelser bliver normaliseret – det er helt normalt, at du er ked af det eller bange. Samtidig er øvelserne på et meget konkret plan, som er vigtigt for mange børn, og giver specifikke forslag til, hvad de for eksempel kan sige til deres forældre, når de skændes,” siger Gert Martin Hald.
Færre problemer og bedre sociale relationer
I studiet deltog 866 børn og unge mellem tre og 17 år, der ved lodtrækning blev delt i to grupper. Den ene fik adgang til SES NXT, mens den anden var en kontrolgruppe, der først fik adgang, efter studiet var ovre. Børnenes trivsel blev målt ved begyndelsen af studiet og efter henholdsvis fire uger og 12 uger.
Og efter 12 uger klarede børnene i gruppen, der brugte den digitale selvhjælp, sig markant bedre end kontrolgruppen. De havde færre følelsesmæssige problemer som tristhed og bekymringer, færre adfærdsproblemer, bedre sociale relationer, bedre koncentration og mere social adfærd.
Næsten halvdelen af børnene i SES NXT-gruppen gik fra mistrivsel til normal trivsel – mod kun cirka hver tiende i kontrolgruppen. Det er usædvanligt højt for psykologiske interventioner.
”De oplever simpelthen, at der er færre problemer i deres hverdag og at disse problemer har en mindre indvirkning på deres hverdag,” siger Gert Martin Hald.
”Inden for skilsmisseforskningen er konflikter mellem forældre den hellige gral. Man ved, at det er den enkeltstående mest vigtige faktor for, om forældrene eller familien kommer til at trives og derfor er det vigtigt med muligheder, der reducerer konfliktniveauet mellem tidligere partnere” siger Gert Martin Hald.
Kommune: Super brugbart værktøj
SES NXT er allerede i brug i 16 danske kommuner, ligesom en række kommuner i Sverige, Norge, Island og Finland også har taget den digitale selvhjælp til sig.
I Næstved Kommune indgår den blandt andet i arbejdet med skilsmissebørn, både i grupper og som et tilbud til individuel brug.
”Det er et super brugbart værktøj,” siger Niels Rask, der arbejder med skilsmisseindsatser for børn i Næstved Kommune.
”Modulerne har fokus på børns følelser, og vi oplever, at børn og forældre får et fælles sprog, så de bedre kan tale om det, der er svært.”
For Næstved Kommune er fordelen, at tilbuddet nemt kan nå bredt ud, også til børn, som måske ikke ellers ville få hjælp.
”Det er jo skolerne og daginstitutionerne, der mærker det allerførst, hvis skilsmissen påvirker børnene socialt, psykisk og fagligt. Og her kan vi hurtigt sætte ind med hjælp, som vi kan se, forbedrer deres trivsel,” siger Niels Rask.
Trods de gode resultater understreger Gert Martin Hald, at digitale løsninger ikke altid kan stå alene, men kan være et vigtigt supplement til eksisterende tilbud.
”Det er ikke en magisk pille, vi kan give og så får alle det bedre. Det digitale kan nå en stor gruppe og reducere omfanget eller behovet for opfølgning, men samtidig er der børn og familier, der kræver en anden og mere omfattende menneskelig opfølgning,” siger han.
Kilde: KU.dk







