Den kendte danser og koreograf Silas Holst er i disse dage i mediernes søgelys efter en række historier om et angiveligt giftigt arbejdsmiljø. Uanset hvordan den konkrete sag ender, peger den på nogle mekanismer, som jeg genkender fra mit arbejde med psykisk og økonomisk vold
25. juni 2026
Da jeg for nylig så filmen Jeg tror, jeg elsker dig sad jeg tilbage med stor medfølelse. Filmen handler om den kendte danser Silas Holsts opvækst med en ekstremt voldelig far. Kort tid efter blev medierne fyldt med historier om, at en række tidligere medarbejdere beskriver et grænseoverskridende og giftigt arbejdsmiljø omkring ham. Silas Holst afviser dele af kritikken og peger blandt andet på, at anklagerne bygger på anonyme kilder. Ifølge de oplysninger, der er kommet frem i medierne, blev Silas Holst senere forfremmet til kreativ direktør, selv om der ifølge Ekstra Bladet tidligere var sendt en intern klage til ledelsen.
Uanset hvad der er op og ned i den konkrete sag, rejser den et interessant spørgsmål: Hvorfor kan det være så svært at tro på, at et menneske, vi forbinder med varme, charme og succes, samtidig kan blive beskrevet som grænseoverskridende af mennesker, der har arbejdet tæt sammen med vedkommende?
Jeg har arbejdet med psykisk vold i mere end et årti og holdt kurser i kommunikation og psykisk arbejdsmiljø endnu længere. Gang på gang ser jeg den samme mekanisme: Jo stærkere et personligt brand et menneske har i kraft af sin rolle som leder, fagperson eller charmør, desto sværere kan det være for omgivelserne at forestille sig, at der kan eksistere en helt anden virkelighed bag facaden.
Et stærkt etos kan skabe blinde vinkler
Allerede den græske filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) beskrev, hvordan mennesker overbevises gennem de tre appelformer etos, logos og patos. Etos handler om troværdighed. Når et menneske fremstår troværdigt, kompetent og vellidt, bliver vi mere tilbøjelige til at tro på vedkommendes forklaring.
Det gælder politikere, direktører, kunstnere, tv-værter og ledere. Når et menneske gennem mange år har opbygget et stærkt personligt brand, kan det blive svært for omgivelserne at forestille sig, at der også kan eksistere en helt anden side af personen. Derfor risikerer medarbejdernes oplevelser at blive vejet op imod et offentligt billede, som næsten ingen ønsker at udfordre. Det er også en del af forklaringen på, at vi bliver så rystede, når der gang på gang i avisernes spalter dukker dokumentation op om, at kendte mennesker kan have en krænkende side.
Et stærkt etos er naturligvis ikke det samme som en krænkende adfærd. Men et stærkt etos kan gøre det vanskeligere for omgivelserne at få øje på adfærden, når den findes. Derfor er det værd at være opmærksom på de blinde vinkler, som status, succes og et godt omdømme kan skabe.
Når den karismatiske leder bliver urørlig
Et enkelt hverdagsbillede kan illustrere mekanismen. De fleste kender typen, der er svigermors drøm: charmerende, hjælpsom, veltalende og opmærksom over for alle uden for hjemmet. Men den samme person kan være nedladende, kontrollerende eller kold over for sin partner eller sine børn. Når ægtefælle og børn forsøger at fortælle, hvordan personen er bag hjemmets fire vægge, bliver de ikke nødvendigvis troet, fordi omgivelserne kun ser den velpolerede udgave.
Når en række medarbejdere beskriver det samme mønster over flere produktioner, samtidig med at Silas Holst ifølge de offentligt beskrevne oplysninger blev forfremmet til kreativ direktør efter en intern klage, illustrerer det, hvor vanskeligt organisationer kan have ved at reagere, når den kritiserede person samtidig har et meget stærkt personligt brand. Et stærkt etos kan – bevidst eller ubevidst – få ledelser til at tillægge den højt profilerede medarbejders forklaring større vægt end medarbejdernes oplevelser.
Når mange mennesker siger: »Det kan simpelthen ikke passe«, skyldes det ofte, at de sammenligner historierne med den persona, de allerede kender. De har et billede af personen i deres hoved og kan ganske enkelt have svært ved at forestille sig, at den samme person kan opføre sig helt anderledes, når døren lukker, kameraerne slukkes eller ingen andre ser med. Det gælder både i sager om psykisk vold i nære relationer og i historier om et giftigt arbejdsmiljø.
Magt kan også ligge i sproget
Jeg har gennem mange år holdt kurser for tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter, og også her har jeg set, hvordan magtdynamikker kan opstå i samspillet mellem de tillidsvalgte og ledelsen. Tillidsvalgte kan risikere selv at blive en del af magtspillet, hvis de møder en ledelse, der bruger sprog, systemer og begreber som et våben.
Et eksempel er en ledelse, som får ufaglærte tillidsvalgte til at føle sig dumme ved at bruge engelske businessord, nørdede regnskabsbegreber og strategiske formuleringer, som især mennesker med lange videregående uddannelser er trænet i at bruge og gennemskue. Det kan lyde sagligt og professionelt på overfladen, men under overfladen kan sproget blive et magtmiddel.
Når mennesker begynder at tvivle på deres egen forståelse af situationen, bliver det langt sværere at sige fra. Magt handler derfor ikke kun om den, der råber højest. Den kan lige så vel udøves gennem ord, status og autoritet.
Arbejdsmiljø kan også handle om magt og kontrol
Når jeg læser medarbejdernes beskrivelser af Silas Holst i medierne, genkender jeg mange af de mønstre og dynamikker, som mennesker udsat for psykisk og økonomisk partnervold fortæller om:
En hård tone, humørsyge, vredesudbrud, nedladende tale, opdeling af mennesker i gode og onde, udpegning af syndebukke og en konstant usikkerhed om, hvem der bliver den næste. En kultur, hvor mennesker hele tiden forsøger at undgå lederens vrede.
Det er præcis sådan, magt og kontrol kan udvikle sig. Forskellen er blot, at relationen foregår på en arbejdsplads i stedet for i et parforhold - og i et parforhold er der ingen tillidsvalgte eller fagforeninger at henvende sig til.
Barndommens strategier følger os ind i voksenlivet
Den aktuelle debat om Silas Holsts lederskab får mig også til at tænke på noget andet. Gennem mit arbejde med psykisk vold har jeg igen og igen set, hvordan vores tidligste erfaringer kan præge den måde, vi indgår i relationer på som voksne.
I et interview, jeg tidligere har lavet med psykoterapeut Christian Carl Christiansen, beskriver han, hvordan børn, der vokser op med vold, uforudsigelighed og grænseoverskridelser, udvikler overlevelsesstrategier. Nogle lærer at blive føjelige, usynlige, pleasende og dygtige til at aflæse andre mennesker for at undgå konflikter. Andre udvikler en kampstrategi, hvor kontrol, dominans og styrke bliver måden at beskytte sig selv på. Strategierne kan være livsnødvendige for et barn, men de kan følge os ind i voksenlivet og præge den måde, vi bliver ledere, kolleger, partnere og forældre på.
En svær barndom er ikke en undskyldning for grænseoverskridende adfærd. Men det kan være en del af forklaringen på, hvorfor nogle mennesker gentager de mønstre, de selv er vokset op med. Jo bedre vi forstår de bagvedliggende mekanismer, desto bedre muligheder har vi også for at bryde dem - både i nære relationer og på arbejdspladsen.
Voldelige mønstre kan brydes
En ny evaluering fra organisationen Dialog mod Vold omfatter 300 voldsudøvere, som har været i behandling for deres voldelige adfærd i perioden 2021 til 2025. Ni ud af ti oplyser efter endt behandling, at de er holdt op med at udøve vold mod deres nærmeste. Evalueringen bygger på spørgeskemaer ved behandlingens start og afslutning.
Det interessante er andet og mere end selve tallet. Det interessante er, at voldelig adfærd kan ændres. Mennesker kan lære at genkende deres egne mønstre og udvikle nye måder at håndtere konflikter, følelser og relationer på.
Måske er der også noget at lære her for arbejdspladser. Krænkere er sjældent født som krænkere. De er ofte mennesker, der aldrig har fået hjælp til at revidere de strategier, de udviklede for at overleve som børn. Hvis adfærd er lært, kan ny adfærd også læres.
Når den voldsudsatte ikke bliver troet
Mange voldsudsatte oplever - ligesom Silas Holst medarbejdere - ikke at blive troet af familie, venner og myndigheder, fordi de er oppe imod en karismatisk (eks)partner med et stærkt etos.
En partner, der virker rolig, velargumenteret, omsorgsfuld og uskyldsren, kan overbevise selv professionelle socialrådgivere, jurister, psykologer, advokater og dommere om, at det er den voldsudsatte, der er problemet. Den voldsudsatte kan derimod fremstå presset, bange eller desperat og psykisk ustabil. Derfor kan han eller hun blive opfattet som mindre troværdig.
Sådanne anklager rammer ofte kvinder særligt hårdt, fordi kvinders troværdighed historisk set er blevet vurderet anderledes end mænds. Kvinder er oftere blevet opfattet som følelsesstyrede eller 'hysteriske', mens mænd i højere grad er blevet forbundet med rationalitet, ro og overblik. Den kulturelle forestilling lever stadig og kan få betydning for, hvem der bliver troet, når ord står mod ord.
Økonomi er også en del af magtudøvelsen
Da min bog Økonomisk partnervold – når penge bliver et psykologisk magtmiddel udkom sidste år, undrede mange sig over, at økonomien i et parforhold kan bruges som et redskab til magt og kontrol. Men økonomisk vold handler grundlæggende om frygten for konsekvenserne ved at sige fra og om den afhængighed, der kan opstå, når den ene part kontrollerer den andens økonomiske muligheder.
Når jeg rådgiver mennesker, der lever med økonomisk partnervold, fortæller de ofte, at de frygter flere beskyldninger, retssager, trusler eller økonomiske konsekvenser, hvis de fortæller om deres oplevelser. Mange oplever også, at de bliver mødt med mistro, fordi deres (eks)partner fremstår langt mere troværdig end dem selv.
Den samme mekanisme ser vi i historierne fra musicalbranchen. Flere medarbejdere har valgt at udtale sig anonymt, fordi de frygter, at det kan skade deres fremtidige karriere. De beskriver en bekymring for, at det kan få konsekvenser at lægge sig ud med en person, som har stor indflydelse i branchen.
Frygten for repressalier får mennesker til at tie
Den mekanisme minder om det, mange voldsudsatte beskriver. Magt bliver særlig effektiv, når mennesker oplever, at prisen for at sige fra er for høj – hvad enten den består af økonomisk afhængighed, tab af arbejde, retssager, social udstødelse eller frygten for at miste fremtidige muligheder.
Alt for ofte handler psykisk vold derfor ikke kun om ord eller handlinger. Den handler også om, hvem der har mest at miste ved at fortælle sandheden højt.
Derfor er anonymitet nogle gange den eneste mulighed, mennesker oplever, at de har. Det gælder både medarbejdere, der frygter for deres arbejdsliv, og mennesker, der lever med psykisk eller økonomisk vold i nære relationer.
Derfor skal vi turde tale om mønstrene
Den aktuelle sag om Silas Holst handler i sidste ende om langt mere end én kendt person. Den handler om, hvordan magt fungerer, og hvordan stærke offentlige fortællinger og et guldrandet visitkort kan gøre selv erfarne ledere, kolleger og fagpersoner blinde for det, der foregår bag kulisserne.
Den handler også om, at psykisk vold og økonomisk vold ikke kun findes i private relationer. De samme magtdynamikker kan opstå på arbejdspladser, hvor mennesker bliver fastholdt gennem frygt, afhængighed og usikkerhed om deres fremtid.
Måske er den vigtigste lære af denne sag, at vi alle har blinde vinkler. Vi bliver påvirket af menneskers status, karisma og personlige brand. Derfor er det så vigtigt, at vi bliver ved med at undersøge mønstrene under overfladen – også når de udfordrer det billede, vi troede, vi havde af et andet menneske. Jo bedre vi bliver til at forstå de mekanismer, desto bedre bliver vi også til at forebygge psykisk vold, skabe sunde arbejdspladser og tage mennesker alvorligt, når de fortæller om deres oplevelser.
- Læs mere om psykisk og økonomisk partnervold på Pengevold.dk
- Læs mere om kurser, som Anne-Mette Barfod tilbyder til organisationer >>
