Anders Liltorp og Maria Durhuus stiller op til kampvalg om at blive Socialdemokratiets kandidat til borgmesterposten i Hvidovre ved næste kommunalvalg. I et radiointerview iscenesætter Liltorp sin modkandidat som den ambitiøse kvinde med temperament og sig selv som den robuste, charmerende og rolige mand med styr på det hele. Det taler ind i en kønsstereotyp forestilling, vi kun kender alt for godt fra historiebøgerne
12. september 2026
Af Anne-Mette Barfod
ANALYSE: To erfarne socialdemokrater skal kæmpe om at blive partiets borgmesterkandidat i Hvidovre ved næste kommunalvalg. Den ene er Maria Durhuus, som tidligere har været medlem af både Folketinget og kommunalbestyrelsen i Hvidovre. Den anden er den siddende spidskandidat Anders Liltorp, som ved seneste kommunalvalg var Socialdemokratiets borgmesterkandidat i Hvidovre. Socialdemokratiet fik dog ikke borgmesterposten, som gik til Anders Wolf Andresen fra SF. Nu udfordrer Durhuus Liltorp i et internt kampvalg.
I den anledning har Hvidovre Nærradio inviteret Anders Liltorp i studiet til et interview om det kommende kampvalg. Jeg bor ikke selv i Hvidovre og kender ikke Liltorp, så normalt ville interviewet være gået min næse forbi, men Maria Durhuus - som jeg kender personligt - sendte mig et link til interviewet. Hun er ikke selv med i studiet. Alligevel er hun til stede som en usynlig gæst gennem næsten hele samtalen. For mens Liltorp taler om valget, tegner han overfor lytterne sit eget billede af, hvem Maria Durhuus er – og hvem han selv er. Han gør det indirekte - og måske også ubevidst - gennem en række små sproglige billeder og kontraster, som kan få lytterne til at sidde tilbage med et billede af Durhuus som en noget ustyrlig kvinde, der udfordrer mandens med styr på det hele.
På overfladen møder vi en large og rummelig hædersmand med rolig og myndig stemmeføring. Liltorp roser sin modkandidat, forsvarer medlemsdemokratiet, glæder sig til en god politisk debat og forsikrer os om, at han både kan tåle modvind og respekterer mennesker, der er anderledes end ham selv. Han kalder Durhuus et "stærkt kort" og tillægger hende både "politisk erfaring og pondus". Han fremstår på den måde både jovial, generøs og charmerende, men dykker vi ned i ordene, deres rækkefølge og de små kontraster, toner en alternativ fortælling frem.
Ros bliver fulgt af en reservation
Interviewet begynder med Maria Durhuus' egne ord. Værten Per Schreiber læser op fra hendes Facebook-opslag, hvor hun skriver: "Jeg er klar til at stå i spidsen for Socialdemokratiet i Hvidovre." Hun fortæller i sit opslag, at generalforsamlingen i Socialdemokratiet i Hvidovre Syd har besluttet at indstille hende som spids- og borgmesterkandidat, og hun tager imod tilliden "med ydmyghed og også med kampgejst". Dermed bliver Durhuus i første omgang præsenteret som en politiker, der handler og tager lederskab. Men allerede i værtens næste sætning ændres rammen: "For den her kampgejst kommer du, Anders Liltorp, til at mærke en del til."
Historien bliver dermed hurtigt fortællingen om udfordreren Maria Durhuus og den siddende spidskandidat Anders Liltorp. I interviewet angriber Liltorp på intet tidspunkt Durhuus direkte. Tværtimod fremhæver han hendes kvaliteter og siger blandt andet, at både han og Maria Durhuus kommer med "politisk erfaring og pondus". Men rosen bliver kort efter fulgt af en reservation:
Liltorp har allerede tidligere i interviewet sagt: "Jeg er meget varsom i forhold til kommunikationen", og at det er vigtigt "ikke at signalere, at man har solgt skindet, før bjørnen er skudt". Senere fortæller han, at han godt kan forstå, at Durhuus er "smadderstolt" over indstillingen, men følger anerkendelsen op med, at hun har måttet kommentere sit opslag, "fordi folk har opfattet det, som om hun allerede er valgt".
Samtidig indtager Liltorp rollen som den, der forklarer den korrekte procedure: Reglerne skal først vedtages, derefter kan kandidaterne officielt indstilles, og senere kan selve valget finde sted. Lytteren får dermed præsenteret en kontrast mellem den begejstrede udfordrer og den erfarne politiker, der kender reglerne og har styr på processen.
En gammel aftale ændrer fortællingen
En af interviewets stærkeste passager kommer, da Liltorp fortæller om en gammel aftale mellem ham selv og Durhuus. Ifølge ham havde de aftalt, at Durhuus skulle hjælpe ham med at blive borgmester og borgmesterkandidat, mens han skulle hjælpe hende med at komme i Folketinget og blive folketingskandidat. Derefter udtaler han:
"Der kan jeg jo bare konstatere, at den aftale er løbet ud i sandet eller sådan noget," og umiddelbart efter fortæller han: "Jeg ved, at Maria er meget ambitiøs omkring, hvad hun vil."
Ambition er som udgangspunkt en oplagt kvalitet hos en politiker, men rækkefølgen har betydning. Først får lytteren historien om en aftale, som Durhuus angiveligt har forladt. Derefter hører vi om hendes store ambitioner. Forbinder vi de to oplysninger, opstår fortællingen om, at de havde en aftale, men at den meget ambitiøse Maria Durhuus nu har svigtet den, hvilket han tilsyneladende tager med stoisk ro. Liltorp behøver slet ikke tage ordet "illoyal" i sin mund. Han har allerede leveret nogle byggesten, som kan få lytterne til selv at opbygge dette billede af hans modkandidat.
Personen kommer i centrum
Værten konstaterer på et tidspunkt, at forskellen mellem kandidaterne tilsyneladende ikke først og fremmest handler om politik: "Så må det jo handle om personen."
"Personen, ja," svarer Liltorp. Han siger derefter, at han anerkender, at Durhuus har "en anden måde at være på – også som politiker – end mig", hvorefter han fortæller om sit eget ledelsessyn og siger, at han ønsker at få det bedste frem i mennesker frem for at lave dem om. Dermed opstår der en indirekte kontrast mellem Durhuus' "anden måde at være på" og hans eget billede af sig selv som lederen, der får det bedste frem i mennesker.
Samtidig fortæller han om organisationen, medlemsdemokratiet, evalueringen af valgene, forhandlingsmandater og behovet for at samle partiet. Han placerer sig igen og igen i en institutionel ramme, mens Durhuus oftere optræder gennem beskrivelser af sine personlige egenskaber. Der opstår dermed en markant asymmetri: Maria Durhuus forbindes med, hvordan hun er, mens Anders Liltorp forbindes med, hvad han kan gøre for partiet.
Temperament bliver en del af billedet
En af Liltorps mest markante formuleringer i interviewet er: "Jeg har for eksempel en anden type temperament end Maria. Det er helt klart." Liltorp fortæller på intet tidspunkt, hvilket temperament, han mener, at Durhuus har. Det er netop det, der gør ordvalget effektivt. "Temperament" fungerer som et åbent signalord, som lytteren selv kan fylde ud, og i mit eget hoved er det let at forbinde temperament med en vis grad af uligevægt. Han fortsætter: "Jeg kan sagtens gå til stålet, men jeg tror, at vi er ret forskellige på den front."
Igen opstår billedet gennem kontrasten. Liltorp kan også gå til stålet, men han har netop fortalt os om sit ledelsessyn, sin respekt for andre og sin evne til at håndtere modvind. Han kan altså kæmpe og samtidig bevare kontrollen, mens Maria har temperament. Her bliver kønsperspektivet svært at overse. Vores kulturhistorie er fuld af forestillinger om kvinder, hvis ambitioner, vrede, styrke og gennemslagskraft er blevet fortolket anderledes end mænds. Den beslutsomme mand kan blive læst som stærk, mens den beslutsomme kvinde risikerer at blive læst som for meget. Han er ambitiøs, hun er for ambitiøs. Han går til stålet, hun har temperament.
Det er på ingen måde ensbetydende med, at Liltorp bevidst sidder og planlægger en kønnet kommunikationsstrategi. Ord behøver ingen bevidst sexistisk intention for at aktivere kønsstereotyper, som allerede eksisterer i vores kultur. Men når kampgejst, ambition, personlig gennemslagskraft og temperament lægges oven i hinanden, tegnes der prik for prik et billede af kvinden, der meget vel kan blive lidt for meget.
Iscenesætter sig selv som den robuste mand
Mens Liltorp planter disse ordbilleder af Durhuus i lytternes bevidsthed, arbejder han mindst lige så effektivt med fortællingen om sig selv. "Jeg kan sagtens tåle noget modvind," siger han og fortsætter: "Jeg er hverken en primadonna eller råber og skriger ad folk, hvis der er modvind. Jeg er heller ikke lavet af glas." Senere fortæller han, at han gerne "vender ansigtet mod musikken", når han bliver kritiseret. Han taler om medlemsdemokrati, den gode debat, politisk retning og nødvendigheden af, at partiet samler sig bagefter.
Liltorp iscenesætter på den måde sig selv som robust, erfaren og besindig. Han kan tåle kritik, klare et kampvalg og blive stående, når det blæser, samtidig med at han holder fast i organisationen og fællesskabet. Men hvorfor er det relevant i en samtale om et kampvalg at fortælle, at man ikke er en primadonna, ikke råber og skriger og ikke er lavet af glas? Ordene fortæller selvfølgelig noget om Liltorps selvportræt, men de kan samtidig få os som lyttere til at tænke på hans modkandidat. Lytteren har allerede fået at vide, at Maria Durhuus har et andet "temperament", og når han fremhæver sin egen ro og robusthed sammen med alt det, han ikke er, kan vi som lyttere få den tanke, at Durhuus er en primadonna, der råber og skriger og er lavet af glas.
Hun bliver problemet og han løsningen
Det interessante er i min optik, at Liltorp både formår at sige en række positive ting om Maria Durhuus og samtidig underminere hendes troværdighed. Hun har "politisk erfaring og pondus". Hun er et "stærkt kort". Hun er ambitiøs, og på generalforsamlingen bliver hendes "personlige gennemslagskraft" fremhævet. Han fremstiller hende altså langt fra som politisk inkompetent. Tværtimod fremstår hun som en stærk konkurrent. Men ser vi på det samlede mønster under overfladen, fordeler egenskaberne sig bemærkelsesværdigt mellem de to.
Anders Liltorp forbinder sig selv med erfaring, robusthed, ledelse, procedurer, medlemsdemokrati, organisation, politisk retning og evnen til at samle partiet. Hun bliver person, mens han bliver institution. Hun har temperament, mens han bevarer roen. Deres gamle aftale er ifølge ham løbet ud i sandet, mens han fremstiller sig selv som den, der står fast. Hun udfordrer, mens han samler.
Det gør interviewet interessant også uden for Hvidovres kommunegrænser. Det taler ind i en kønsstereotyp forestilling, som historien har lært os at kende alt for godt, men som stadig lever i bedste velgående i vores kultur.
Selv om jeg ikke selv er i politik, kender jeg Maria Durhuus personligt. Derfor kan jeg potentielt være forudindtaget. Derfor vil jeg foreslå dig, at du selv lytter til interviewet med Anders Liltorp og danner dig din egen mening. Interviewet starter 10 minutter og 20 sekunder inde i udsendelsen. Durhuus er som sagt ikke selv med i studiet, men er opfølgende interviewet i Hvidovre Nærradio den 31. august 2026, 4 minutter og 29 sekunder inde i programmet.
