Psykisk vold underminerer vores naturlige behov for fællesskab og tilhørsforhold. Derfor kan volden føre til følelser af udstødelse og sårbarhed, ifølge den norske hjerneforsker Marte Roa Syvertsen
27. august 2024
”Det tyder på, at vi som mennesker er programmeret til samhørighed. Tilhørsforhold forebygger sygdomme, og det modsatte - ensomhed - er en risikofaktor for en række sygdomme, herunder angst og depression.”
Sådan lyder et fra den norske hjerneforsker Marte Roa Syvertsen i et interview med ’Foreningen Mot Psykisk Vold’.
”Når du bliver udsat for psykisk eller fysisk vold, signalerer voldsudøveren, at du har mindre værdi, og at du skal ændre noget for at gøre dig fortjent til at høre til. Du vil ofte forsøge at tilpasse dig automatisk, så du igen kan høre til, blive accepteret og holdt af.”
Ifølge forskeren er der tale om et grundlæggende, DNA-drevet behov, som findes hos alle mennesker. Vi har som sociale dyr ganske enkelt brug for at være en del af et fællesskab, og derfor er det så smertefuldt at blive udstødt:
”Når man bliver udsat for vold, går hjernens alarmsystem i gang. Der sendes signaler fra frygt- og alarmcentret (amygdala) til det autonome (automatiske/viljeløse) nervesystem, som aktiverer stressresponsen. Derefter frigives stresshormoner, og det har en række fysiske effekter på kroppen og hjernen."
Dybest set skulle denne fight or flight-respons sætte dig i stand til at flygte eller kæmpe for dit liv. Det er sådan, det fungerer for dyr, men vi mennesker har ifølge forskeren den samme reaktion, også selv om vi sjældent behøver at løbe for livet.
"Stressresponsen aktiveres på præcis samme måde, uanset om volden er psykisk eller fysisk.”
Svært at gennemskue psykisk vold
”Det kan være utroligt svært at genkende psykisk vold, fordi offeret ofte påtager sig ansvaret for, at volden finder sted. Det kommunikerer udøveren i ord og handlinger. Det bliver faktisk bedre, hvis man tilpasser sig voldsudøverens krav og/eller ønsker. Så får man følelsen af at have en vis kontrol, men samtidig bliver følelser af skyld og skam aktiveret”, påpeger Marte Roa Syvertsen.
”Mange vil gerne dække sig ind, bortforklare tingene - også over for sig selv - og lade som om, der ikke er sket noget."
Samtidig har volden en tendens til at bevæge sig i cyklusser, hvor tingene efter en voldsepisode kan være i orden igen i et stykke tid, før den næste voldshandling finder sted. I de gode perioder vil mange voldsudsatte, ifølge hjerneforskeren, afholde sig fra at sige noget, fordi det hele lige nu kører så glat. I de perioder kan det føles som om, skaden fra voldshandlingen er repareret,
Når volden rammer børnene
Den psykisk vold er skadelig både for krop og sjæl, men den er særligt skadelig for børn, blandt andet fordi volden kan blive børnenes normalitet. Det, vi udsættes for, mens hjernen udvikler sig, opfattes som normalt og lagres som sandhed:
"Vi indser, at græsset altid er grønt, så vi lagrer, at græs=grønt. Hvis græsset havde været lilla første gang, vi så det, ville vi ikke have været overraskede over det. Men hvis vi som voksne ser lilla græs, vil vi nok blive ret overraskede. Sådan kan det også være med adfærdsmønstre i familier. De bliver et billede af verden.”
Desværre kan det ifølge hjerneforskeren betyde, at verden kan fremstå som et utrygt sted:
”Jeg har ikke nok overblik over den konkrete forskning her, men jeg vil tro, at en opvækst i et voldeligt miljø øger risikoen for angst og depression, og jeg tror, at det kan øge risikoen for, at folk selv griber til vold.”
