Mennesker omkring dig har stor betydning for din livsglæde. Uanset om disse mennesker er venner, kolleger eller familie, danner de et netværk omkring dig. Ikke alle mennesker er gode for dig, mens andre løfter dig og er der for dig, når du har brug for det. Vælg derfor dine nærmeste med omhu
"Rigtige venner kan ej købes for penge", lyder en strofe i en dansk popsang, og der er noget om snakken. Det er ubetaleligt at have gode, kærlige og sjove mennesker i dit liv. Det kan være familiemedlemmer, venner, du har mødt gennem livet, naboer, kolleger eller bekendte.
Hvis du er et af de mennesker, der har masser af gode mennesker i dit liv, ved du, hvor meget det betyder for din livsglæde, at de er der for dig i tykt og tyndt. For mange kvinder er de nærmeste veninder en tryg base, som altid er der i både lyst og nød.
Det er forskelligt, hvordan vi har det med mennesker i vores liv. Nogle af os elsker store selskaber og sammenskudsgilder, mens andre af os hellere vil ses med vennerne i mindre selskaber til fortrolige og dybe snakke og samtaler. Uanset, om du er til store selskaber, små hyggekroge, cocktail parties, køkkenkaffe eller noget helt femte, betyder de mennesker, du omgiver dig med, meget for dit liv.
Hvis dette livsområde halter, kan det nogen gange betale sig at rydde lidt op i relationerne. Hvis du har mennesker i dit liv, som dræner dig for energi eller får dig til at føle dig mindre værd, irriteret eller sårbar, er det måske ikke disse mennesker, du skal have allertættest på dig fremover. Det kan godt være, at du føler dig knyttet til din søster af blodets bånd, men hvis hun ikke behandler dig godt og ikke er til at stole på, fortjener hun ikke en plads helt tæt på dig. Det samme gælder veninden, der er humørsyg, og den ene dag bakker dig op for den næste at falde dig i ryggen.
Mange af os har en tilbøjelighed til at tro, at blod er tykkere end vand, men det er ikke altid tilfældet. Derfor bruger vi ufatteligt meget tid og energi på mennesker i vores familie, som egentlig ikke er særlig rare at være sammen med, gode mod os eller loyale overfor os. Tænk derfor over hvilke mennesker, der i virkeligheden gør dig glad, og hvilke der trækker dig ned. Du kan med fordel køre mennesker, som du ikke rigtig kan stole på ud på et sidespor. Måske kan du ikke undgå at møde dem, men du kan lade være med at være fortrolig med dem, så du bevidst holder dem et skridt fra livet.
Måske har du lige nu lyst til at åbne dit liv for flere nye mennesker. Måske har du lyst til at tage kontakt til gamle venner, eller måske vil du gerne finde nye, som du deler interesser med. Hvis det er tilfældet, hvad kan du så gøre lige nu og her?