FAMILIETRAUMER: Det begyndte ikke med dig

Et traume kan gå i arv gennem flere generationer, og derfor kan du opleve symptomer på blandt andet frygt, angst og tvangstanker, også selvom du ikke selv har været udsat for den traumatiske oplevelse, der forårsager dine symptomer

VithaPsykolog Vitha Weitemeyer arbejder med familieopstillinger som terapiform, fordi et familietraume kan gå i arv mellem generationer.

Hvis din bedstemor har mistet et barn, eller din oldefar er faldet i krigen, kan disse traumatiske begivenheder påvirke familien følelsesmæssigt gennem flere generationer. Forskning peger på, at traumer kan nedarves gennem generationer, så vores egne børn og børnebørn i praksis kan blive påvirket af de traumatiske oplevelser, vi selv har haft i vores liv.

Ifølge psykolog Vitha Weitemeyer er der tale om en form for følelsesmæssig arv:

”Den neurovidenskabelige vinkel er, at traumer har en påvirkning på generne, og det er også min erfaring som psykolog, hvor jeg i mange år har arbejdet med såkaldte familieopstillinger. Under disse familieopstillinger har vi fokus på, hvordan traumer og familiemønstre kan forplante sig i familien og gå i arv mellem generationer.”

Du er ikke bare dig
Mark Wolynn, der er en af de helt store lærere indenfor familieopstilling i USA, er forfatter til bogen ’Du er ikke bare dig’, som er udkommet på dansk i 2019. Forfatteren har skabt en metode til at identificere og forløse nedarvede traumer, og i bogen lærer han dig at blive detektiv i din egen familiehistorie og finde frem til de hemmeligheder og ubearbejdede traumer, som vi uvidende bærer rundt på.

Ifølge Wolynn bærer mange af os rundt på traumer, som i virkeligheden ikke tilhører os. Voldsomme begivenheder i familien som et barns død, krigsoplevelser og alle former for svigt og brud kan sende bølger af chok og fortvivlelse fra den ene generation til den næste.  Traumerne går i arv og indlejres i alt fra DNA til vores daglige sprogbrug.  

Vores forældres og bedsteforældres erindringer, følelser og kropslige indtryk kan derfor leve videre i os. Eftervirkningerne kan give sig udtryk i stress, angst, skyldfølelse, kroniske smerter og en lang række andre lidelser, som vi ikke kan forstå eller finde nogen forklaring på i vores egen livshistorie - og som traditionel terapi derfor heller ikke altid kan hjælpe med at finde en løsning på.  

PTSD hos nyfødte
Den amerikanske neuroforsker Rachel Yahoda opdagede for 10 år siden, at overlevende fra holocaust og deres børn delte de samme såkaldte traumemarkører. Hun har også undersøgt babyer, der var født af kvinder, som havde været tæt på terrorangrebet i USA den 11. september 2001. Mange af disse babyer havde udviklet posttraumatisk stress (PTSD), selv om de ikke selv havde oplevet terrorangrebet. I stedet havde babyerne arvet lidelsen fra mødrene:

”Rachel Yahodas undersøgelser viser, at børn har tre gange højere risiko for at få PTSD, hvis en af forældrene har denne lidelse. Det mønster kan man observere over flere generationer hos mennesker og i øvrigt også hos mus. Forsøg med mus viser, at traumatiske oplevelser går i arv gennem mange generationer, og da mus og mennesker har mere end 90 procent gener til fælles, er det sandsynligt, at det samme gælder mennesker”, vurderer Vitha Weitemeyer.

Som eksempel nævner Weitemeyer et forsøg, hvor forskerne gjorde hanmus bange for duften af kirsebærblomster. Hver gang musen kunne mærke duften, fik den et elektrisk stød. I flere musegenerationer var hanmus skrækslagne for duften af kirsebærblomst.

”Der er tale om en nedarvet traumerespons, som på sin vis er hensigtsmæssig, hvis ellers duften af kirsebærblomster var farlig. Interessant nok gik frygten kun i arv mellem hanmus, hvilket kan forklares med, at det oprindeligt kun var hanmus, der fik et elektrisk stød, når de mærkede duften.”

Problemet ved nedarvede traumer
”Det er ikke alle nedarvede traumer, der er hensigtsmæssige”, fastslår Vitha Weitemeyer. Som eksempel fortæller hun om en ung kvinde, der som nybagt mor blev grebet af angst for at miste sit spædbarn:

”Angsten slog ned som et lyn fra en klar himmel, og den var på sin vis uforklarlig, da kvinden ikke tidligere havde haft symptomer på angst. En rejse tilbage i familiehistorien fortalte, at kvindens bedstemor havde mistet et spædbarn, fordi et stearinlys havde sat ild til gardinerne. Ilden havde spredt sig, og barnet var brændt inde. Bedstemoderens traumatiske oplevelse med at føle sig ansvarlig for sit spædbarns død havde forplantet sig og var gået i arv til barnebarnet.”

Vitha Weitemeyer gør opmærksom på, at vi i Danmark ikke er langt, når det gælder forskning i familietraumers arvelighed:

”Internationalt er der i disse år i stigende grad fokus på, hvordan traumer påvirker DNA’et, så vi kan tale om en både genetisk og følelsesmæssig arv mellem generationer.”

Om at bære familiens traume
”Det er naturligvis uhensigtsmæssigt at bære på et familietraume uanset hvilke traumatiske oplevelser, der har fundet sted i tidligere generationer. I familieopstillingerne arbejder vi med, at den enkelte kommer til at forstå traumet, så han eller hun kan give det tilbage til traumets retsmæssige ejer i stedet for selv at bære videre på det”, lyder det fra Vitha Weitemeyer.

Den unge kvinder, der oplever en angst for at miste sit nyfødte barn, kan via en familieopstilling blive klogere på de følelser, der går i arv gennem generationer. Det sker ifølge Weitemeyer ved, at udvalgte deltagere i terapirummet agerer kvindens familie – herunder den bedstemor, der mistede sit barn i en ildebrand:

”Under familieopstillingen får fokuspersonen – i dette tilfælde den unge mor – tanker, impulser, følelser og fornemmelser. Ofte er det en stærk oplevelse, der får fokuspersonen til at græde, og det er der en forløsning i, for nu kan han eller hun give slip på det familietraume, som retmæssigt tilhører tidligere generationer.”

Mange former for traumer
”Der kan være mange former for begivenheder, der forvolder traumer i en familie. Det kan være sygdomme, belastende livssituationer, krig, død og udstødelse. For tidligere generationer af kvinder, kan traumet ligge i, at disse kvinder ikke har fået anerkendt deres evner i et patriarkalsk samfund”, påpeger Vitha Weitemeyer.

”Når kvinder på den måde gennem generationer har været underkuede og ikke haft mulighed for at udleve deres potentiale, kan dette traume gå i arv. Det kan føre til, at en kvinde i dag har arvet en usikkerhed fra sine oldemødre, bedstemødre og egen mor, som hun kan give videre til sit barn. Denne følelse af usikkerhed kan bremse hende i livet og måske også være årsagen til, at hun er utryg, hvis hun skal tale i forsamlinger.”

Vitha Weitemeyer påpeger, at selv om det kan lyde syret, så er usikkerheden en følelsesmæssig arv, som mange kvinder bærer på, og som kan forløses i en familieopstilling:

”Kvinders usikkerhed kan ligge i generne og forplante sig i følelserne, og her kan det være forløsende via en familieopstilling at komme i kontakt med formødrene. Det samme er tilfældet, hvis en kvinde oplever skyld og skam og måske bliver udskammet af sin familie.”

Psykisk vold kan gå i arv
Udskamning kan ifølge Vitha Weitemeyer også skyldes, at der i din familie er et mønster af vrede, fordømmelse, udelukkelse og afvisning:

”Der hænger nærmest en frygt i familiens stamtræ. Hvis det er tilfældet, kan det betale sig at ryste familiens stamtræ og måske finde frem til, hvor denne tunge familieskam i virkeligheden stammer fra”, lyder rådet.

”Svaret kan give en forklaring på, hvorfor nogle familier har tendens til at opdele familiemedlemmer i gode og onde mennesker og på den baggrund gøre nogle familiemedlemmer forkerte og måske udnævne dem til sindssyge og lukke dem ude.”

Hvis man undersøger en familie, hvor der er meget psykisk vold, så finder vi typisk et traume. Der er sket noget ubærligt i en tidligere generation, og dette ubærlige kan en mor eller far føre videre til næste generation, til sine egne børn.

Det samme er tilfældet, hvis der i stamtræet er et barn, der er blevet sendt på børnehjem:

”Her er der tale om et kærlighedstab, og det barn vil måske ikke være i stand til at give kærlighed til sine egne børn. Efterfølgende generationer vil måske finde partnere, der heller ikke formår at elske dem. Det skyldes, at mange mennesker genspiller oplevelser fra barndommen i voksenlivet. På den måde kan også den psykisk vold med nedgøringer gå i arv mellem generationer.”

TV-dokumentarer om emnet: