Amerikanske varer: App gør det let at boykotte Trump med indkøbskurven

'DeTrumpify Yourself' gør det enkelt for dig at scanne varer og se, om de ejes af amerikanske selskaber, så du kan vælge alternativer. App’en er et forbrugerredskab i protest mod Trumps kurs – fra Grønland, klima og toldmure til angreb på demokratiske institutioner og kvinders rettigheder

1. februar 2026

Af Anne-Mette Barfod

Trump fylder ikke kun i nyhederne – han påvirker den verden, vi navigerer i hver dag. Når USA's præsident opbygger toldmure, truer med handelskrige, vender ryggen til internationale aftaler og taler om at overtage Grønland, rækker konsekvenserne langt ud over USA. Trumps politik og udtalelser påvirker økonomi, klima, sikkerhed, kvinders rettigheder, sundhed og samarbejde - og dermed også rammerne for vores arbejdsliv, familieliv og fremtid.

Her kommer app’en 'DeTrumpify Yourself' ind som et konkret redskab til dig, der vil omsætte din eventuelle modvilje mod Trump til handling. Du bruger den ved at hente den i Google Play, åbne kamera-scanneren og scanne stregkoden på dine varer, mens du handler i supermarkedet. Appen viser en rød farve, hvis virksomheden bag produktet er amerikansk ejet, og en grøn farve, hvis du kan købe varen uden at støtte Trump og den amerikanske økonomi. 

Trumps politik rammer kvinder
Ser vi på ligestilling har Trumps politik og retorik igen og igen ramt kvinder direkte. Han har gentagne gange kaldt kvindelige journalister nedsættende ting som “Piggy” og “ugly inside and out”, især i forbindelse med spørgsmål om Jeffrey Epstein-relaterede emner.

I januar 2025 udstedte han en ordre for at stoppe brugen af amerikanske skattepenge på at finansiere eller fremme abort, både i USA og i udlandet. Dette selvom OECD peger på, at kvinders økonomiske og reproduktive rettigheder er afgørende for både vækst og stabilitet. Samtidig udpegede han som præsident de højesteretsdommere, der i 2022 var med til at fjerne den føderale ret til abort i USA.

Trump har også gjort modstand mod såkaldte DEI-initiativer – diversity, equity og inclusion – til et centralt politisk projekt. Han har arbejdet for at fjerne programmer, der skal fremme ligestilling og mangfoldighed i offentlige institutioner, og har opfordret virksomheder til at droppe deres DEI-politikker. Han har også modarbejdet initiativer om ligeløn, barsel og familiepolitik, som ellers skal styrke kvinders muligheder på arbejdsmarkedet.

En app med rødder i forbrugeraktivisme: DeTrumpify Yourself blev udviklet omkring 2020 som et open-source-projekt af en fransk programmør. Formålet var at give forbrugere et enkelt værktøj til at se bag om brands og ejerstrukturer og dermed gøre det lettere at handle i overensstemmelse med egne værdier. Appen har fået fornyet opmærksomhed i takt med Trumps politiske comeback og den voksende debat om boykot og forbrugeransvar. Lidt paradoksalt er det, at den kan downloades via Google Play, som i sig selv er et amerikansk selskab. 

Download appen >>