Det er kærligheden, der giver dit liv varme og glød og får dit lys til at skinne. Vi længes allesammen efter kærlighed, omsorg, tryghed, intimitet og nærhed. Du kan fylde dit liv med kærlighed til dig selv og mennesker omkring dig, og måske også finde kærligheden sammen med en partner
Vi drømmer allesammen om kærlighed, og for mange af os lykkes til at finde den partner, som giver os tryghed, livsglæde, kærlighed, intimitet og sex. For andre af os er det sværere at få parforholdet til at fungere. Måske vælger vi ikke altid den mand eller kvinde, som vi kan blive lykkelige sammen med. Måske vælger vi forkert, og nogle af os ender endda i usunde, opslidende og nedbrydende parforhold, som dræner os for energi og gør os ensomme og dybt ulykkelige.
Kærligheden og parforholdet er et centralt livsområde for mange af os, og hvis det ikke fungerer, kan problemerne komme til at fylde helt ufatteligt meget. Hvis du hver dag efter arbejde kommer hjem til en partner, som du ikke er glad sammen med, kan du nærmest ønske dig, at du kunne køre direkte tilbage på jobbet og sove i et skab dér.
Det er så vigtigt for din livsglæde, at du omgiver dig med mennesker, der respekterer dig og er gode mod dig. Hvis du er i et parforhold, er det særligt vigtigt, at din partner er god mod dig og hensynsfuld, så du føler dig elsket og tryg. Kærlighed er en gave, og hvis dette livsområde halter, har du brug for mere kærlighed i dit liv.
Måske har du brug for at styrke kærligheden til dig selv. Hvis du er i et forhold, kan du også vælge at gøre noget godt for din partner og jeres to sammen. Det kan også være, at du er så ulykkelig med din partner, at du har brug for at bryde fri, så du kan finde dig selv. Måske er du allerede single og drømmer om at møde manden - eller kvinden - i dit liv.
Hvis du trænger til at booste dit kærlighedsliv, kan du altid starte med at booste dig selv, elske dig selv, lytte til dig selv og tage dig selv alvorligt. Måske kan du ved at elske dig selv skabe den gode energi, der skal til for at skabe et sundt og kærligt parforhold.