I et psykisk voldeligt forhold kan du blive udsat for lidt af hvert. Blandt andet kan du få at vide, at du er psykisk syg og har brug for en psykiater. Måske bliver du ligefrem beskyldt for at være ’psykopat’
Da du forelskede dig i din partner, var du sikker på, at du havde mødt manden – eller kvinden – i dit liv. Det var en dans på roser, og derfor kan det være forvirrende at forsøge at forstå, hvad der egentlig gik galt.
Den mand – eller kvinde – du forelskede dig i, har forandret sig til ukendelighed, og kun glimtvis oplever du den lykke, I havde sammen. Det meste af tiden er du under beskydning. Du får skylden for alt mellem himmel og jord. Måske får du ligefrem at vide, at der er noget helt galt med dig – og at du er ’psykopat’.
Du kan ånde lettet op
Hvis din partner beskylder dig for at være psykopat, vil du måske begynde at tvivle på dig selv og stille dig selv spørgsmålene: ”Taler min partner sandt? Er jeg virkelig psykopat”. Hvis sådanne spørgsmål rumsterer i dit hoved, kan du imidlertid ånde lettet op. En psykopat vil nemlig aldrig gå igennem den form for selvransagelse. Det skriver det norske site Psykopaten.info. En vaskeægte psykopat oplever sig selv som fejlfri og evner ikke at reflektere over sig selv og sine handlinger.
Hvis tankerne alligevel kører i ring i dit hoved, er der ifølge det norske site fem grunde til, at det ikke er dig, der er psykopat:
- Din partner har fået dig til at tro, at der er noget galt med dig: Et typisk træk ved et menneske med mange psykopatiske træk, er, at han eller hun spejler sine egne dårlige egenskaber over på dig. Psykopatens egne fejl og mangler bliver vendt til at være dine.
- Din personlige styrke bliver en svaghed, når du er sammen med en psykopatisk partner: Empati bliver normalt opfattet som en positiv egenskab, idet empati er evnen til at sætte sig i andres sted. Når du spørger dig selv, om det er dig, der er psykopat, viser du åbenhed over for spørgsmål omkring dig selv. Det er et fællestræk hos ofre for psykopater. Imidlertid har din empati og åbenhed en slagside. Som med en depression vil negative tanker kunne starte en nedadgående spiral. Til sidst risikerer du selv at tro på, at det er dig, der er psykopat.
- Du begynder at sætte grænser også for andre end din psykopatiske partner: De mennesker som er kommet ud af at forhold til en psykopatisk partner, opdager på vejen, at de er begyndt at sætte grænser for, hvad de vil stå model til - også over for andre mennesker. Din familie og dine venner kan derfor opleve, at du er begyndt at ændre adfærd, og det kan få dem til at tro på din psykopatiske partner, der fortæller dem, at det er dig, der har forandret dig. Dette kan igen få dig til at overveje, om der måske er noget galt med dig. Det er der ikke. Hver gang du ranker ryggen og sætter grænser, er du godt på vej til at finde tilbage til dit sande jeg.
- Bruddet med psykopaten er ikke som andre brud: Det er helt normalt, at kærester går fra hinanden, og at ægtefæller lader sig skille. I normale brud kan de to partnere stadig genkende hinanden fra dengang, de mødtes. Sådan er det ikke, hvis du bryder med en psykopat. I den situation kan du blive forvirret, da du skal du forholde dig til en falsk virkelighed. Psykopaten var ikke det menneske, du troede, at han eller hun var, dengang du forelskede dig. Det var et falsk billede, som din psykopatiske partner skabte af sig selv. I forbindelse med bruddet skal du derfor både forholde dig til det falske billede og dine egne svagheder, men også til alle de svage sider, som psykopaten har spejlet over på dig. Alt dette er en uægte konstruktion. Først når du får forholdet på afstand kan du se mere klart på, hvad der er sket og forstå, hvad det er, du har været igennem. Her vil du forstå, at det ikke er dig, der er psykopatisk.
- Dit sande jeg er i ubalance: Hvis du har levet sammen med en psykopatisk partner, har du sandsynligvis været udsat for manipulation og følelsesmæssige overgreb. Du kan savne psykopatens falske sider og de gode stunder, I havde sammen. Du kan føle sorg og tab. Du kan opleve skyldfølelse iblandet en stor lettelse over endelig at være sluppet fri. En psykopat vil hverken føle savn eller kærlighedssorg. For psykopaten er det ’business as usual’. Efter bruddet kan det tage dig lang tid at finde tilbage til dit sande jeg. Måske er det svært for dig at indgå i nye forhold til normale mennesker, men efterhånden som tiden går, vil du vide, at du er vokset som menneske: Du er kommet ud af et personligt helvede med en større forståelse for den menneskelige natur. Du er blevet mere robust i mødet med nye mennesker.








