Økonomien spiller for mange kvinder en afgørende rolle, når de skal træffe beslutningen om at forlade en psykisk voldelig partner. Ifølge ekspert bruger mange voldsudøvere helt bevidst økonomien til at styre, kontrollere og stavnsbinde deres partner
Det er op ad bakke at forlade sin partner og starte et nyt liv for sig selv og børnene, hvis kontoen er i overtræk. Mange voldsudsatte kvinder ser ikke nogen muligheder for at komme væk, fordi partneren styrer hele den fælles økonomi og måske har gjort det i årevis.
Ifølge cand.merc. og terapeut Christian Carl Christiansen sidder mange kvinder fanget i et økonomisk fængsel. Det betyder, at de ikke føler, at de har den økonomiske frihed, der skal til, for at starte et nyt liv for dem selv og deres børn:
”De gamle kønsroller gør sig i høj grad stadig gældende bag hjemmets fire vægge. Ofte er det stadig manden, der styrer familiens økonomi. Når det er tilfældet, kan manden bruge økonomien til at fastholde kvinden i et parforhold, som hun helst gerne vil ud af.”
Christian Carl Christiansen gør opmærksom på, at både mænd og kvinder bliver udsat for økonomisk vold, men at det traditionelt er manden, der har førertrøjen på, når det gælder familiens vigtigste økonomiske transaktioner, og derfor er det ofte kvinder, der udsættes for denne type vold. Christian Carl Christiansens firma Svære-nære.dk er specialiseret i at yde støtte til mennesker, som er nære pårørende til personer med ”svære” personligheds træk og/eller - forstyrrelser.
Økonomisk vold er udbredt
”Ofte er der ikke kun tale om en bestemt type vold i et voldeligt parforhold. Den voldelige partner kombinerer ofte flere forskellige former for vold”, lyder det fra Christian Carl Christiansen. De forskellige voldsformer kan ifølge LOKK, som er Landsorganisationen af Kvindekrisecentre, defineres som fysisk, psykisk, materiel, seksuel eller økonomisk vold.
”Undersøgelser fra USA viser, at den økonomiske vold er et element i 98 procent af alle voldelige parforhold”, påpeger Christian Carl Christiansen, hvis firma har specialiseret sig i at rådgive mennesker, der er udsat for økonomisk og psykisk vold.
Den økonomiske vold kan blandt andet bestå i:
- At den voldsudøveren forhindrer sin partner i at tjene penge ved at ødelægge hans eller hendes job- og karrieremuligheder. Det kan ske ved direkte chikane på jobbet, men også ved at voldsudøveren forhindrer den voldsudsatte i at passe sit job – eksempelvis ved give partneren eneansvaret for alt fra barsel til børnenes sygedage, lægebesøg, indkøb, madlavning, tøjvask m.v. På den måde har den voldsudsatte hverken tid eller energi til at passe et fuldtidsjob – og det rammer indtjeningen.
- At voldsudøveren i hemmelighed sætter penge til side til sig selv, så den fælles økonomi bliver drænet. Resultatet er, at voldudøveren får økonomisk overskud, mens den voldsudsatte bliver gældsat eller må optage lån for at få hverdagsøkonomien til at hænge sammen.
- At voldsudøveren stifter gæld i den voldsudsattes navn. Hvis voldsudøveren har adgang til sin partners NemId, netbank og E-boks, kan han eller hun stifte gæld i sin partners navn.
”Uanset hvilke metoder voldsudøveren gør brug af, er det ødelæggende for den kvinde eller mand, der bliver udsat for den økonomiske vold”, lyder det fra Christian Carl Christiansen. Han gør opmærksom på, at mange voldsudøvere udelukkende tager hensyn til sig selv og deres egne behov for overskud på kontoen, en solid pensionsopsparing eller for at få finansieret et luksusforbrug.
Fri bane for skyggeøkonomier
”I mange tilfælde er det helt centralt for voldsudøveren, at hans eller hendes egen økonomi er helt privat og ukendt for den voldsudsatte. På den måde kan krænkerens dyre vaner eller personlige behov dækkes uden den voldsudsattes vidende. Krænkeren kan også hemmeligholde sine reelle indtægter for at undgå at bidrage på lige fod til fællesøkononien”, fastslår Christian Carl Christiansen. Han tilføjer, at voldsudøverens økonomiske evne til at til at bidrage til fællesøkonomien også kan være begrænset af store, hemmelige indbetalinger til pension, individuel opsparing eller til afdrag på gammel gæld:
”Der er naturligvis ikke noget galt ved pensionsindbetaling eller opsparing, men det sker hyppigt, at den voldsudsatte kommer til at dække parrets eller familiens løbende omkostninger, mens krænkeren skaber personlig opsparing eller afvikler personlig gæld.”
Slip fri af det økonomiske fængsel
Hvis du har mistanke om, at du er udsat for økonomisk vold, er det ifølge Christian Carl Christiansen vigtigt, at du tager tyren ved hornene:
”Kontakt din bank for at få overblik over jeres fælles økonomi og bed din partner om at udarbejde en økonomisk oversigt. Samtidig er det nødvendigt at inddrage koderne til dit NemId, så din partner ikke kan stifte gæld m.v. i dit navn.”
Christian Carl Christiansen gør opmærksom på, at det er nødvendigt at være påpasselig, når du konfronterer din partner med, at du har brug for indblik i den fælles økonomi:
”Dette af hensyn til din personlige sikkerhed.”