Psykolog: Manipulation og drama er en måde at få magt på

Der findes verdensledere, som gør brug af manipulation og dramaspil for at opnå magt. Men magtspil kan finde sted mange steder – også på jobbet og hjemme i privaten. For at blive klogere på magtspil, kan vi betragte USA's præsident, Donald Trump

Af Anne-Mette Barfod

”Hvis man ønsker magt over andre, så er det en fordel at manipulere og lave dramaspil.”

Sådan lyder det fra psykolog Vitha Weitemeyer, der er forfatter til bøgerne ’Forelsket i en drøm’ og ’Når drømmen er bristet’.

Ifølge Weitemeyer benytter USA's præsident, Donald Trump, sig netop sådanne spil til at manipulere med sine vælgere, og han er ikke den eneste:

”Mange steder i verden har vi politiske ledere med narcissistiske-psykopatiske træk. Det er mennesker, der er ubevidste, syge og samvittighedsløse.”

Dramatrekanten i spil
Donald Trump har netop indtaget Det Hvide Hus. Han er en mester i at manipulere og gøre brug af den såkaldte ’dramatrekant’ hvor han skiftevis spiller offer, redder og krænker.

Da han skulle møde i retten på grund af anklager om at have opildnet til stormløbet mod Kongressen den 6. januar 2021, spillede han offer og løb fra sit ansvar. Når han skal vinde stemmer, spiller han redderen, der vil ’Make America great again’, og når han omtaler sine politiske modstandere, er han krænkeren, der uddeler øgenavne. Det skete blandt andet, da hans var oppe imod Demokraternes kandidat til præsidentposten i 2016. Her kaldte han Hillary Clinton for ’nasty woman’. Sådanne dramaspil trækker stemmer:

”Donald Trump kan udelukkende få fordel af sine manipulationer og magtspil, fordi der er en kæmpestor del af befolkningen, som lader sig forføre af ham. Det gør de, fordi de selv er dybt ubevidste og bliver fanget ind i hans retorik”, påpeger Vitha Weitemeyer.

Dramaspil vækker følelser
Når en mand som Donald Trump gør brug af dramaspil, formår han at vække stærke følelser, hvilket vi oplevede med al tydelighed, da han formåede at opildne til stormløbet mod Kongressen efter at have tabt præsidentvalget. Her spillede han offerrollen, og sagde, at valgsejren var ’blevet stjålet’ fra ham. Det vækkede så stor en harme hos hans tro væbnere, at mange valgte at samle sig for at omstyrte demokratiet.

Om dramaspil, som dem Donald Trump spiller, er en fordel, afhænger ifølge Vitha Weitemeyer af formålet med adfærden:

”Hvis man ønsker magt over andre, så er det en fordel at manipulere og lave dramaspil. Trump er en flamboyant udgave af et magtmenneske, men der er mange forskellige udgaver.”

Magtspil kontra indre power
Donald Trump er ikke ked af at manipulere. Han fordrejer fakta og er kendt for at anklage journalister fra anerkendte medier for at lyve og bringe falske nyheder. Imidlertid er der mange mennesker, der gør brug af de samme metoder, som Donald Trump. Manipulation og dramaspil finder også sted i erhvervslivet og i nære relationer. Det kan være en chef, en kollega, en partner, et familiemedlem eller en ven, der - bevidst eller ubevidst – går efter at få magt over andre mennesker. Hvis du selv er udsat for sådanne magtspil, gælder det ifølge Weitemeyer om at stå stærk i dig selv, for at undgå at blive offer:

”Hvis man ønsker at være i kontakt med sin egen kraft og frigøre sig fra en sådan manipulator, der er overbevist om sin ret til særbehandling og selv tror på sine egne løgne, så er det noget andet, der er en fordel. Så er det en fordel at komme væk, mens man kan. Skabe afstand og undgå at lade sig trække ind i det usunde spil. Så er man i kontakt med en anden power end magt over andre, så er man i kontakt med sin indre power, og man er selv hverken offer, redder eller krænker.”