De mest skadelige ting narcissistiske mødre - eller fædre - fortæller deres børn

For de fleste er en mor en kilde til kærlighed, støtte og tryghed. Men for børn af narcissistiske mødre kan opvæksten være præget af manipulation, nedgørelse og følelsesmæssig udnyttelse

Narcissistiske mødre har et konstant behov for beundring, en overdrevet selvopfattelse og manglende empati. Det skaber et giftigt miljø, hvor børnene vokser op med en følelse af aldrig at være gode nok. I en artikel på Secret Life of Mom skriver Sarah Biren om, hvordan mødre kan skade deres børn også som voksne, og hvad du kan gøre, hvis du selv har en grænseoverskridende mor - eller far.

  1. Kærlighed som en handelsvare: En narcissistisk mor gør ofte sin kærlighed betinget. Barnet føler, at det skal fortjene kærlighed gennem præstationer, lydighed eller konstant beundring af moderen. Uanset hvor meget barnet prøver, er det aldrig godt nok. Budskaber som "Du er uværdig til min kærlighed" eller "Du skylder mig for alt, jeg har gjort for dig" efterlader barnet med en dyb følelse af utilstrækkelighed og skyld.

  2. Manipulation gennem skyld og skam: Skyld er et effektivt redskab for narcissistiske mødre. De kan sige ting som "Jeg har ofret alt for dig, og du er utaknemmelig" eller "Jeg kan ikke leve uden dig", hvilket skaber en falsk følelse af ansvar for moderens velbefindende. På samme tid kan de bruge skam til at kontrollere barnet, f.eks. ved at sammenligne det negativt med søskende eller andre børn: "Du er ikke lige så dygtig som din søster" eller "Andre synes også, du er doven".

  3. Gaslighting og benægtelse: Narcissistiske mødre nægter ofte at tage ansvar for deres egne handlinger og får barnet til at tvivle på sin egen virkelighedsopfattelse. De siger ting som "Du overdriver", "Du misforstod mig", eller "Du finder bare på det". Dette skaber dyb usikkerhed hos barnet og gør det svært at stole på egne følelser og oplevelser.

  4. Kontrol gennem frygt og trusler: Narcissistiske mødre bruger ofte frygt som et kontrolmiddel. De kan sige "Hvis du ikke gør, som jeg siger, vil jeg cutte dig af", eller "Jeg kan ikke lide din partner", hvilket tvinger barnet til at vælge mellem deres egen lykke og moderens accept. De opstiller ofte ekstreme krav: "Du skal have topkarakterer, ellers er du en fiasko", eller "Hvis du ikke opfører dig perfekt, skuffer du mig".

  5. Nedgørelse og kritik af udseende og præstationer: Fysisk udseende spiller ofte en stor rolle for narcissistiske mødre. De kan enten kritisere barnets krop: "Du er for tyk/tynd/ grim", eller de kan bruge barnets skønhed som en trofæværdi: "Du skal altid se perfekt ud". Barnets succeser bliver enten brugt til at forbedre moderens eget image eller nedgjort bag lukkede døre.

  6. Rivalisering og splittelse i familien: For at bevare sin kontrol puster narcissistiske mødre ofte til konflikter mellem søskende. De kan have et favoritbarn - det gyldne barn - mens en søskende bliver gjort til syndebuk. De sammenligner søskende med sætninger som "Hvorfor kan du ikke være mere som din bror?", hvilket skaber konkurrence og mistillid i familien.

  7. Selvoptagethed og manglende empati: Narcissistiske mødre ser ofte deres børn som en forlængelse af sig selv. Hvis barnet udviser selvstændighed, bliver det mødt med anklager som "Du er egoistisk". Moderens egne problemer fylder altid mest: "Mine problemer er værre end dine", eller "Ingen gider høre på dine følelser". På den måde lærer barnet, at dets egne behov ikke betyder noget.

Sådan kan du håndtere en narcissistisk mor 
At vokse op med en narcissistisk mor kan have langvarige konsekvenser, herunder lavt selvværd, angst, skyldfølelse og problemer i nære relationer. At erkende den skadelige dynamik er det første skridt til at bryde fri fra den og skabe et sundere liv – på egne præmisser.

For nogle er det nødvendigt at begrænse kontakten til deres mor for at beskytte sig selv. For andre kan det hjælpe at opsætte faste grænser og undgå at blive draget ind i manipulationen. Terapi kan være en vigtig støtte i at genopbygge selvtillid og finde en ny måde at forholde sig til sin mor på.

Powerkurser Rosie

Psykisk vold briller annonce

Positiv kommunikation annonce

Womenomics annonce

Stereotyper annonce

Facebook site . annonce

Pengepsykologi og partnervold annonce

Presseklip annonce