Hvis du har haft en opvækst med manipulation, følelsesmæssig ustabilitet og grænseoverskridende adfærd, kan det være, fordi din mor har borderline eller narcissistiske træk. Du har måske fået at vide, at det er dig, der er forkert, men det er ikke dig, der var problemet
PSYKISK VOLD I BARNDOMMEN: Måske har du haft tanker, du ikke tør sige høj om, at du hader din mor og ønsker hende hen, hvor peberet gror. Tanker, der rammer som lyn, og som du bagefter forsøger at skubbe væk med alt, hvad du har. For hvem tænker sådan om sin egen mor? Hvad siger det om dig?
Mange kvinder føler sig som dårlige mennesker, når de har det sådan – og det gør kun skammen værre. Men virkeligheden er, at disse tanker ofte ikke kommer ud af det blå. De er født i barndommen, hvor kærlighed ikke var tryg. Hvor morens kærlighed var betinget, lunefuld eller manipulerende.
Sådan lyder det fra psykologien Kim Sage i en video på Youtube med titlen Borderline moms: What it feels like for daughters when moms have severe borderlige traits.
Hvis du har haft sådanne tanker om din mor, betyder det ikke, at du er ond. Det betyder, at du har været presset ud i en følelsesmæssig overlevelsesstrategi, som dit nervesystem har udviklet for at beskytte dig.
Fanget i et følelsesmæssigt drama
Når man vokser op med en mor med borderline personlighedsforstyrrelse (BPD) eller narcissistiske træk, kan man blive fanget i et følelsesmæssigt drama, hvor rollerne er byttet om:
Du bliver hende, der tager ansvar. Du bliver hende, der skal forstå og rumme. Du bliver hende, der skal være stabil – for det er din mor ikke. Og midt i alt det mister du langsomt forbindelsen til dig selv.
Du forsøger at forstå hende, tilgive hende, redde hende. Og det er først som voksen – måske i terapi – at du begynder at opdage, hvor skæv relationen faktisk har været. Først der tør du måske anerkende, hvor ondt det faktisk gjorde. Først der tør du sætte ord på hadet – og mærke, at det også rummer sorg, savn og en dyb følelse af svigt.
Når du lærer, at alt er din skyld
Hvis du er vokset op med en mor, der hele tiden svingede mellem ekstreme følelsesudbrud og perioder med tavshed eller kulde, så har du sikkert lært, at det var dig, der skulle ændre dig.
Du har måske fået at vide, at du var utaknemmelig, egoistisk, dramatisk eller for meget. Du er blevet stemplet som den vanskelige, selv hvis det i virkeligheden var hende, der var ustabil, vred, sårbar eller ude af stand til at tage ansvar for sine egne følelser. Når du hørte, at du var “problemet”, igen og igen, begyndte du at tro på det. Ikke fordi det var sandt, men fordi du som barn ikke havde andre forklaringer.
Mange kvinder beskriver ifølge Kim Sage, at de har følt sig som dårlige døtre – og senere som dårlige voksne. Der opstår en indre stemme, som konstant minder dig om, at du burde have gjort noget anderledes. Du bliver ekspert i selvkritik, i at tage skylden, i at sætte dig selv i anden række og forsøge at gøre det rigtige. Alt sammen for at bevare en illusion om fred og forbindelse til en mor, som aldrig har været i stand til at tilbyde dig det, du længtes efter.
Et hjem uden tryghed og forudsigelighed
Det kan tage mange år – og ofte terapi – før du opdager, at skylden slet ikke var din egen. Og at den “dårlige” datter i virkeligheden var en pige, der prøvede at overleve i noget, der aldrig var trygt.
Når du vokser op i et hjem, hvor mor er uforudsigelig, lærer du hurtigt at aflæse små signaler: stemmens tonefald, måden døren bliver lukket på, blikket, kropssproget. Du lever i alarmberedskab og bliver overopmærksom på din mor. Du forsøger at regne ud, hvornår hun eksploderer, og hvornår du kan trække vejret frit. For det er sjældent roligt i mere end kort tid ad gangen. Mødre med borderline-træk har ifølge Kim Sage ofte voldsomme følelsesskift – og du ved aldrig, om det næste øjeblik bringer omsorg eller raseri.
Hvis din mor også har narcissistiske træk, bliver det endnu mere forvirrende. For så insisterer hun ofte på, at alt var og er perfekt – og at det er dig, der fejler. Hun kan nedgøre dig bag din ryg og bagefter give dig et kys på panden. Hun kan tale højt om alt, hun har gjort for dig, og glemme alt det, du har gjort for hende. Du bliver reduceret til en rolle i hendes fortælling – og får ikke lov at være et menneske med egne behov.
Uden tryghed og forudsigelighed vokser du op i en slags følelsesmæssig ørken, hvor kærlighed er noget, du skal gøre dig fortjent til. Det sætter dybe spor – og gør det svært at stole på, at kærlighed kan være blid, stabil og ægte.
Når du vokser op som den voksne
Mange døtre af mødre med borderline eller narcissistiske træk fortæller ifølge Kim Sage, at de allerede som børn følte sig mere voksne end deres mor. De blev fortrolige, støtter, hjælpere og lærte at rumme hendes følelser.
Du har måske oplevet, at dine egne følelser aldrig fyldte noget. Når du græd, blev du kaldt dramatisk. Når du satte grænser, blev du kaldt egoistisk. Når du havde brug for noget, blev du ignoreret.
Som voksen kan det være svært at mærke, hvad du selv føler, ønsker og har brug for. Du er blevet så god til at mærke andres stemninger, at du har glemt din egen. Du bliver ofte den, der tager ansvar i relationer, den, der undskylder, den, der rummer for meget og får for lidt igen.
Samtidig kan du have en stærk længsel efter kontakt med din mor – efter den kærlighed, du aldrig fik. Men du ved også, at for tæt kontakt gør ondt. Du bliver fanget i en evig konflikt mellem loyalitet og selvbeskyttelse. På et tidspunkt må du ifølge Kim Sage vælge dig selv – selvom det koster. For ellers mister du dig selv i forsøget på at redde nogen, der aldrig har bedt om hjælp.
Du må gerne sætte dig fri
Det er et kæmpe skridt at turde sige højt: “Min mor gjorde mig ondt.” Ikke bare én gang, men igen og igen. Og det er endnu sværere at sige: “Jeg har ikke lyst til at have hende i mit liv.” Men Kim Sage peger på, at det er et skridt mange kvinder er nødt til at tage – ikke af hævn, ikke af kulde, men for at kunne begynde at hele.
Du må gerne sætte dig selv fri. Du må gerne stoppe med at prøve at forstå, redde eller reparere noget, der hele livet har kostet dig mere, end det gav. Det er ikke dig, der er forkert. Du har været et barn i et system, hvor kærlighed var ustabil, uforudsigelig og betinget. Du har gjort det bedste, du kunne. Og nu må du gerne begynde at vælge dig selv.
Du må gerne skabe et liv, hvor du ikke hele tiden går på æggeskaller. Et liv, hvor du mærker dine egne behov. Hvor du lærer, at kærlighed ikke skal gøre ondt. Du må godt sige: “Jeg vil ikke længere bære den byrde, min mor lagde på mine skuldre.” Du må godt træde ud af rollen som den evige datter – og blive menneske på dine egne betingelser.
