Selvom kvinder udviser et væsentligt større engagement i kampen mod madspild end mænd, er den endelige mængde af spildt mad stort set den samme på tværs af kønnene. Det viser en ny landsdækkende undersøgelse

7. august 2026
Hvert år ender svimlende 900.000 tons mad som madspild i Danmark. Privatforbruget er en af de helt store kilder til spildet, da de private husholdninger alene står for ca. 235.000 tons, hvilket svarer til omkring 27 procent af det samlede danske madspild, ifølge Styrelsen for Landbrug, Fødevarer og Fiskeri. For at forstå, hvorfor det er så svært at knække kurven i hjemmet, har Too Good To Go og Netto, i samarbejde med Norstat, foretaget en omfattende, repræsentativ kortlægning af danskernes madspildsvaner.
Undersøgelsen afslører et iøjnefaldende paradoks mellem holdning og handling i de danske køkkener. Kvinderne bærer i den grad den grønne fane: Hele 67 procent af de danske kvinder angiver, at de gør en aktiv indsats hver uge eller går ekstremt meget op i madspild, mens det samme gør sig gældende for 55 procent af mændene.
Når det kommer til den reelle adfærd, udlignes den markante forskel dog i hverdagen. Her viser undersøgelsen, at 34 % af kvinderne smider spiselige råvarer eller måltidsrester ud minimum én til to gange om ugen, hvilket er på samme niveau som mændene, hvor andelen er 37 procent.
Kvinders og mænds udfordringer
”Undersøgelsen giver os et utroligt interessant indblik i danskernes sisyfosarbejde med madspild. At 67 procent af kvinderne mod 55 procent af mændene engagerer sig dybt, vidner om en enorm vilje. Men kvinderne rammer ofte en praktisk mur i supermarkedet i form af faste pakningsstørrelser, mens det kniber med overblikket og mængderne hos mændene. Det kalder på tilpassede værktøjer, så vi kan hjælpe forbrugerne lige dér, hvor skoen trykker i hverdagen,” siger Ken Vanhoegaerden, landedirektør i Too Good To Go Danmark.
Undersøgelsen dykker dybere ned i årsagerne til det adfærdsmæssige paradoks og dokumenterer, at mænd og kvinder skal hjælpes på forskellige måder. Hver tredje kvinde oplever, at de strukturelle rammer i butikkerne spænder ben, og angiver, at bedre muligheder for at købe varer i tilpassede portionsstørrelser og løsvægt i supermarkedet ville få dem til at smide mindre mad ud. Det samme gælder kun for hver femte mand.
Hos Netto nikker man genkendende til, at supermarkedets rammer har stor betydning for kundernes madspild, og at ansvaret forpligter:
”I Netto er vi meget bevidste om, at vi som dagligvarekæde er et sted, hvor der omsættes rigtig mange fødevarer, men også et sted, som kan være en kilde til madspild, hvis vi ikke rammer kundernes ønsker. Vi arbejder hver eneste dag med at sikre, at alle varer sættes ned inden udløb, så de kan blive spist, og vi forsøger at hjælpe danskerne med at få brugt deres rester med vores Madhacks hver uge i avisen,” siger Henrik Nielsen, driftsdirektør i Netto.
Mænd oplever udfordringer i hjemmet
Mændenes udfordringer opstår i højere grad i hjemmet og handler om logistik og manglende overblik. Hele 30 procent af mændene svarer, at den største årsag til madspild er, at det er svært at vurdere, hvor meget mad der reelt bliver spist i husstanden, mod 23 procent af kvinderne. Samtidig vurderer 24 procent af mændene, at et bedre overblik over indholdet i deres eget køleskab ville mindske spildet, sammenlignet med 19 procent af kvinderne.
Men at reducere madspild handler ikke kun om at få varerne ud af butikken. For Netto er det afgørende, at maden også bliver spist i de private køkkener:
”Vi løser ikke problemet, hvis vi blot fjerner vores eget madspild, og det i stedet havner hos forbrugeren. Det er en fælles opgave at komme madspild til livs, og vi har brug for, at kunderne køber og bruger vores nedsatte varer. Samtidig skal vi hjælpe dem med at få brugt det, de har til overs derhjemme,” uddyber Henrik Nielsen.
Fælles syndere i køleskabet og kontant motivation
Selvom de praktiske barrierer er forskellige for mænd og kvinder, tegner der sig et ensartet billede af, hvilke råvarer der oftest går til spilde. Frugt og grønt topper listen for begge lejre, hvor 45 procent af kvinderne og 47 procent af mændene peger på denne kategori som den hyppigste synder, tæt fulgt af brødprodukter, som kasseres af 37 procent af kvinderne over for 39 procent af mændene.
Samtidig går vejen til danskernes madspildssamvittighed primært gennem pengepungen frem for de store klimaparoler. For 34 procent af kvinderne og 37 procent af mændene er den primære drivkraft den enkle, kontante logik, at madspild er lig med spild af surt tjente penge. Kun 22 procent af danskerne på tværs af kønnene peger på klimaet som den primære motivationsfaktor.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen blev gennemført i maj 2026 af Norstat som en landsdækkende, repræsentativ undersøgelse blandt 1.000 danskere på vegne af madspildsplatformen Too Good To Go og Netto. Undersøgelsens hovedresultater:
- Det grønne engagement: 67 % af kvinderne går meget eller ekstremt meget op i madspild over for 55 % af mændene.
- Spild i hverdagen: 34 % af kvinderne smider mad ud 1-2 gange om ugen eller oftere over for 37 % af mændene.
- Efterspørgsel på portionsstørrelser: 33 % af kvinderne vurderer, at mere løsvægt og mindre pakninger i butikkerne vil mindske deres spild over for 21 % af mændene.
- Udfordringen med portionsmængder: 23 % af kvinderne synes, det er svært at vurdere, hvor meget mad der reelt spises i husstanden over for 30 % af mændene.
- Mangel på overblik i køleskabet: 19 % af kvinderne efterspørger bedre overblik over køleskabets indhold over for 24 % af mændene.
- Spild af frugt og grønt: 45 % af kvinderne peger på grøntsagsskuffen som den største madspildsynder over for 47 % af mændene.
- Spild af brød: 37 % af kvinderne kasserer oftest brødprodukter over for 39 % af mændene.
- Den økonomiske drivkraft: 34 % af kvinderne motiveres af den direkte økonomiske besparelse ved at mindske spild over for 37 % af mændene.
Too Good To Go har en mission om at bekæmpe madspild. Virksomheden gør det muligt at købe usolgte fødevarer fra en række forretningspartnere, herunder detailhandlere, bagerier, caféer, restauranter og producenter. Siden 2016 har Too Good To Go hjulpet med at redde over 500 mio. måltider fra at gå til spilde. Too Good To Go er vokset til over 120 mio. registrerede brugere og 180.000 aktive forretningspartnere på tværs af 21 lande i Europa, Nordamerika, Asien og Australien, hvilket gør selskabet til den førende globale teknologivirksomhed i kampen mod madspild.
Kilde: Ritzau







