En psykisk voldelig relation kan føles som et had-kærligheds-forhold. Her får du konkrete tegn på, hvordan en sund relation føles – og hvilke følelser psykisk vold kan vække hos dig i hverdagen

En sund relation får dig til at føle dig stærkere.
En psykisk voldelig relation får dig til at føle dig mindre – og i tvivl om, hvem du er.
Derfor kan du bruge dine egne følelser som et stærkt kompas, hvis du er i tvivl om, hvorvidt du lever i en sund eller usund relation.
Ofte starter en psykisk voldelig relation med såkaldt ’love bombing’, hvor du bliver bombarderet med kærlighed, blomster, søde ord og måske også med gaver, restaurantbesøg og rejser. Men lidt efter lidt sniger den psykiske vold sig ind i forholdet.
Psykisk vold kan eksistere i relationen - uden at der nødvendigvis er råb, blå mærker eller synlige skænderier. Ofte opdager du først, hvor voldsomt, det har været, når du er ude på den anden side – og måske oplever en relation, hvor dine skuldre sænker sig, og kroppen falder til ro. Det kan føles som at træde ud af et mørkt rum og pludselig få øje på alt det, du manglede i dit psykisk voldelige forhold: Tryghed. Respekt. Nærvær. Ro.
Her får du pejlemærker på, hvordan du kan mærke forskel på en sund, tryg relation og en relation, der er præget af psykisk vold - helt uden at analysere din partner:
Sund og tryg relation – sådan føles den det meste af tiden:
- Du kan slappe af og være dig selv – også på dine dårlige dage
- Du bliver lyttet til og taget alvorligt, uden at skulle bevise dine følelser og dit værd
- Du tænker ikke over hvert ord, fordi du ikke frygter reaktioner
- Du føler dig værdifuld og respekteret – også når I er uenige
- Du mærker en indre ro, selv når I har konflikter – fordi det ikke handler om magt
- Du bliver støttet i dine mål og drømme, ikke bremset
- Der er gensidighed: du giver, og du får
- Du er ikke bange for at fylde - og du får lov til at være dig.
Psykisk voldelig relation – sådan mærkes den i hverdagen:
- Du føler dig ofte forkert, for meget eller for lidt
- Du møder tavshed og begynder at tvivle på dig selv og din dømmekraft
- Du går på listefødder og formulerer dig varsomt, så du ikke vækker vrede eller kulde
- Du oplever at blive nedgjort, afbrudt, ignoreret eller bagatelliseret
- Du får ofte skyld for ting, du ikke forstår eller har gjort
- Du føler dig træt, ængstelig eller urolig efter samvær
- Du bliver usikker på, om det er dig, der overdriver
- Du tilpasser dig din partners omskiftelige humør og opgiver gradvist dig selv for at bevare freden.
Det, der adskiller de to typer af relationer, er ikke nødvendigvis stemmelejet, diskussionerne eller hvor meget I taler sammen – men hvordan du har det, når du er sammen med den anden. I en sund relation føler du dig stærkere og mere som dig selv. I en psykisk voldelig relation bliver du gradvist usynlig – også for dig selv.
Hvis du er udsat for psykisk vold, kan du ringe anonymt og gratis til Lev Uden Volds hotline på 1888.







