En ny rapport fra UN Women viser, at massive nedskæringer i den internationale bistand rammer kvinder og piger hårdest. Kvindeorganisationer lukker, flere må afvise voldsudsatte, og millioner mister adgang til beskyttelse, sundhedshjælp og anden livsnødvendig støtte

12. juni 2026
Omfattende nedskæringer i den internationale udviklingsbistand har alvorlige konsekvenser for kvinder og piger i verdens krise- og konfliktområder.
Det viser en ny rapport fra UN Women. Siden januar 2025 har mindst én million kvinder og piger mistet adgangen til livsvigtig støtte, fordi kvindeorganisationer må lukke eller kraftigt begrænse deres arbejde. Rapporten Beyond the Breaking Point bygger på svar fra 855 kvindeledede organisationer og kvinderettighedsorganisationer i 52 lande, der er ramt af kriser eller væbnede konflikter.
De omfattende nedskæringer hænger blandt andet sammen med USA's kraftige reduktion af udviklingsbistanden. Efter Donald Trumps tiltræden som præsident har USA gennemført historisk store nedskæringer i udviklingsbistanden. USA står alene for omkring tre fjerdedele af det globale fald i bistanden. Samtidig har blandt andet Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Japan også reduceret deres bistandsbudgetter.
Stigende behov for hjælp i urolig verden
Verden oplever i øjeblikket det højeste antal væbnede konflikter i 80 år. Samtidig er den officielle udviklingsbistand faldet mere end nogensinde før på et enkelt år.
Det sker på et tidspunkt, hvor behovet for hjælp er historisk stort. Omkring 120 millioner kvinder og piger verden over har brug for humanitær bistand og beskyttelse.
84 procent af de adspurgte organisationer oplyser, at efterspørgslen efter deres hjælp er steget siden januar 2025. Samtidig fortæller næsten ni ud af ti, at de ikke længere har ressourcer til at imødekomme behovet.
To ud af fem organisationer forventer helt eller delvist at måtte lukke inden for det kommende år.
Medarbejdere arbejder uden løn
For at holde hjælpearbejdet i gang arbejder mange ansatte uden løn og betaler i praksis selv prisen for nedskæringerne.
Hele 65 procent af organisationerne oplyser, at medarbejdere fortsætter arbejdet uden betaling. Mange af dem lever samtidig selv midt i de konflikter og humanitære katastrofer, de forsøger at afhjælpe.
Næsten halvdelen af organisationerne oplever stigende udbrændthed blandt medarbejderne, mens 88 procent fortæller, at den mentale trivsel blandt de kvinder og piger, de hjælper, er blevet markant dårligere.
Flere kvinder bliver afvist
Konsekvenserne mærkes allerede direkte af kvinder og piger. Halvdelen af organisationerne har indført ventelister eller må afvise kvinder, der søger hjælp. 92 procent oplever stigende fattigdom blandt de kvinder, de arbejder med, og 82 procent ser flere piger forlade skolen.
Samtidig er den kønsbaserede vold stigende. Ifølge rapporten blev konfliktrelateret seksuel vold fordoblet i 2025, netop mens de organisationer, der hjælper ofrene, mister deres finansiering.
86 procent af organisationerne oplever flere tilfælde af kønsbaseret vold i de lokalsamfund, de arbejder i, og 62 procent fortæller, at sikre opholdssteder for kvinder enten er forsvundet eller blevet kraftigt reduceret.
De mest udsatte rammes hårdest
Bag tallene gemmer sig konkrete menneskeskæbner.
En kvinde, der flygter fra vold, kan opleve, at krisecentret er lukket. En gravid kvinde kan være nødt til at gå i timevis for at nå frem til en sundhedsklinik. En mor kan blive afvist, når hun søger mad til sine børn.
De hårdest ramte er kvinder og piger i fjerntliggende og svært tilgængelige konfliktområder, hvor alternativerne stort set er fraværende. 63 procent af organisationerne har allerede reduceret deres aktiviteter i netop disse områder.
Truer også kvinders rettigheder
Rapporten advarer om, at konsekvenserne af nedskæringerne i den internationale hjælp rækker langt ud over den akutte nødhjælp. Når kvindeorganisationer lukker, svækkes også arbejdet for kvinders rettigheder, ligestilling og deltagelse i samfundet.
Hver femte organisation har allerede måttet indstille arbejdet med at styrke kvinders lederskab og ligestilling. Mere end halvdelen oplever samtidig, at kvinders deltagelse i lokale beslutningsprocesser er faldende. UN Women opfordrer derfor regeringer og internationale donorer til igen at investere i kvindeorganisationer.
Organisationen understreger, at de ofte er blandt de første til at hjælpe under humanitære katastrofer, forsvarer kvinders rettigheder og spiller en afgørende rolle i genopbygning og fredsarbejde.
Ifølge Sofia Calltorp, chef for UN Womens humanitære indsats, risikerer de organisationer, der har holdt kvinder og piger i live gennem nogle af verdens værste kriser, selv at blive ofre for krigene, hvis finansieringen ikke bliver genoprettet.
Kilde: UN Women







