26. november 2023
Mette Schak Dahlmann modtog den 25. november FIU-Ligestillings ligestillingspris for sin indsats for at forebygge seksuel chikane på arbejdspladsen. Det skete på 'Topmøde om ligestilling', som blev afholdt i 3F's lokaler i Kampmannsgade i København.
I indstillingen står der, at Mette Schak Dahlmann er oplagt til at få dette års pris, fordi hun:
- Ærligt og fordomsfrit har berettet om den sexistiske kultur, hun har mødt på egen krop. En sexisme der ofte af krænkerne er forklaret som ”for sjov”.
- Er blevet ved – og ved - og ved - med at tale om udfordringer for kvinder i byggeriet, selvom det har været upopulært mange steder, og hun bevidst eller ubevidst er blevet ekskluderet af kolleger.
- Har et energiniveau og en foretagsomhed som få. Det er på sin plads at nævne her, at da Mette gerne ville vise beskæftigelsesministeren, hvor ringe badefaciliteter kvinder i byggeriet har, spændte hun en skurvogn bag bilen, kørte til Christiansborg og fremviste badefaciliteterne for ligestillingsminister og beskæftigelsesminister.
- Åbent kan tale om den sexistiske kultur med alle - også dem på de bonede gulve. Dette kom også til udtryk ved mødet i skurvognen på Christiansborg, hvor Mette slog over i sønderjydsk argumenteren, så både ligestillings- og beskæftigelsesminister, der begge er sønderjyder, blev bløde om hjertet og fugtige i øjnene.
- Har italesat de dobbelte udfordringer ved at være lesbisk i et mandefag og dermed gjort det lettere for andre at springe ud.
- Har en naturlig analyseevne – der gang på gang afslører patriarkatet. Og derved bidrager Mette til på sigt at forebygge kønsbestemt vold og seksuel chikane.
Det var Anne-Mette Barfod, stifter af Powerkvinderne, der overrakte prisen. Hun har skrevet bogen 'Mette murer - jeg er jo bare mig', som udkom i september 2021. Den handler om Mette Schak Dahlmann opvækst, mødet med murerfaget og den kultur, der kan gøre det svært at være kvinde i et fag, der traditionelt har været domineret af mænd. Læs mere om Mette Schak Dahlmann på Mette-Murer.dk