En ny global undersøgelse viser, at kvinder oplever en større mangel på tilhørsforhold og tryghed på arbejdspladsen end mænd. Virksomheder bør aktivt arbejde på at skabe inkluderende arbejdskulturer, lyder opfordringen
10. januar 2025
Kvinder har ofte en mindre optimal relation til deres arbejde end mænd.
Det afslører det seneste "Work Relationship Index". Bag tallene gemmer der sig ifølge rapporten en kompleks problematik, hvorfor det kræver en målrettet indsats at forbedre kvinders trivsel, tryghed og relationer på arbejdspladsen.
Bag det globale index står teknologigiganterne HP, som udviklinger løsninger indenfor hardware og software og Poly, der specialiserer sig i kommunikations- og samarbejdsværktøjer, som muliggør hybrid - og fjernarbejde.
Kvinder og relationen til arbejde
Rapporten, som bygger på svar fra over 15.600 respondenter på tværs af 12 lande, viser, at kun 28 procent af videnarbejdere globalt har et sundt forhold til deres arbejde. Kvinder er dog overrepræsenteret blandt dem, der oplever en manglende følelse af tilhørsforhold og tryghed.
Helt konkret er kvinder mindre tilbøjelige end mænd til at føle sig trygge nok til at turde være sig selv på arbejdspladsen. Det skaber en barriere for trivsel og produktivitet, for uden disse elementer kan det ifølge rapporten være svært at finde mening i arbejdet.
Virksomheder bør aktivt arbejde på at skabe inkluderende arbejdskulturer, lyder opfordringen i rapporten. Det indebærer alt fra at sikre fair forfremmelser til at investere i medarbejdernes mentale sundhed. Hvis vi vil forbedre forholdet til arbejde og styrke relationer mellem kolleger, skal vi begynde med at skabe rammer, der fremmer samhørighed og anerkendelse og samtidig tilbyder individuelle løsninger, der er tilpasset den enkelte medarbejders behov, konkluderer rapporten.
Hele 87 procent af respondenterne i undersøgelsen er på tværs af køn villige til at gå ned i løn, hvis arbejdspladsen bliver bedre til at imødekomme deres individuelle behov for fleksibilitet m.v.
Behovet for at arbejdet er meningsfuldt
Ifølge forskning er medarbejdere, der føler sig forbundne til deres arbejde, mere end dobbelt så tilbøjelige til at beskrive arbejdet som meningsfuldt::
”Følelsen af samhørighed og tryghed er essentielle faktorer for trivsel, men mange arbejdspladser overser stadig, hvordan disse faktorer påvirker forskellige grupper”, udtaler en af undersøgelsens eksperter.
Teknologi og AI spiller en stadig større rolle i at forbedre vores forhold til arbejde. Medarbejdere, der føler sig forbundet er eksempelvis 2,5 gange mere tilbøjelige til at være sikre på, at deres virksomhed vælger den rette teknologi til hybridarbejde. Men teknologi alene løser ikke problemet.
Rapporten afslører, at selvom både mænd og kvinder værdsætter teknologisk understøttelse af deres jobfunktioner, er kvinder i højere grad end mænd afhængige af faktorer som lederskab, arbejdskultur og psykologisk tryghed for at trives.
Kvinder føler sig særligt udsatte i miljøer, hvor deres bidrag ikke bliver anerkendt, eller hvor de ikke oplever samme adgang til udviklingsmuligheder som deres mandlige kolleger.
Vejen frem: Lederskab og kultur
Arbejdspladser kan ifølge rapporten udligne forskellene mellem kønnene ved at fokusere på empati og inkluderende lederskab. Nøglen til succes er lederskaber, der viser forståelse for medarbejderes individuelle behov og skaber trygge miljøer, hvor alle kan bidrage.
Et vigtigt skridt er ifølge rapporten at fremme dialog og åbenhed. Mange kvinder udtrykker, at de ønsker at blive hørt og anerkendt for deres idéer. En af de interviewede medarbejdere udtaler:
"Jeg elsker, når vores team brainstormer sammen. Det giver energi og hjælper mig til at yde bedre."