Nu kan du få fat i helt unikke værker doneret af anerkendte kunstnere, når Folkekirkens Nødhjælp holder eksklusiv auktion. Hele overskuddet går til at sikre kvinders økonomiske ligestilling i verden
15. januar 2025
Folkekirkens Nødhjælp præsenterer en eksklusiv auktion med donerede værker fra nogle af Danmarks mest anerkendte kunstnere og iværksættere.
Ambitionen er at rejse penge til Folkekirkens Nødhjælps initiativ, Invest in Women. Initiativet har til formål at investere i kvinder i lande ramt af krige, konflikter, sult og undertrykkelse, og årsagen til netop at investere i kvinder er, at når kvinder har nok at spise, har deres familier det også, og når kvinder tjener penge, går deres børn i skole. En investering i kvinder er derfor en investering i fremtiden.
Invest in Women vil ikke kun have en langvarig indvirkning på den enkelte kvinde, men vil også bidrage til et mere bæredygtigt og retfærdigt samfund som helhed. En investering i kvinder giver ’empowerment’, som er afgørende for at opnå rettigheder og ligestilling.
Talentfulde kunstnere bakker op
12 talentfulde kunstnere har valgt at bakke op om sagen ved at donere et unikt værk, der spænder fra malerier og fotografier til designobjekter og kunsthåndværk.
Blandt de donerede værker er bidrag fra anerkendte navne som Mie Olise Kjærgaard, Julie Nord, Ditte Ejlerskov, Malene Birger, Trine Søndergaard og Gudrun Hasle.
"Stærke kvinder er et gennemgående tema i mine værker. Mange steder i verden har kvinder ikke mulighed for at udleve deres potentiale. Derfor er jeg så taknemmelig for at kunne være med til at sætte fokus på det og samle penge ind, så flere kvinder får den mulighed. Jeg glæder mig til en smuk aften i Moltkes Palæ, hvor vi har fokus på håb og muligheder for verdens kvinder," siger Mie Olise Kjærgaard.
Hele overskuddet fra auktionen går til Folkekirkens Nødhjælps arbejde med at støtte kvinders økonomiske rettigheder og sikre lighed mellem kønnene rundt om i verden.
Sådan kan du deltage i auktionen
Du kan deltage i auktionen online via Givergy.com fra onsdag den 15. januar kl. 12.00 til og med torsdag den 6. februar kl. 22.00. Du kan også købe billet til vores velgørenhedsaften på Moltkes Palæ, hvor værkerne bliver præsenteret, og du kan deltage i en fysisk auktion under arrangementet – dertil hører en 3-retters menu og drinks, underholdning, inspirerende taler mm.
Den fulde liste over kunstnere, der har doneret et værk:
- Mie Olise Kjærsgaard
- Gudrun Hasle
- Julie Nord
- Henriette Hellstern
- Ditte Ejlerskov
- Malene Birger
- Krista Rosenkilde
- Line Busch
- Trine Søndergaard
- Tanja Nis-Hansen
- Anna Jacobina Jacobsen
- Agnete Brinch
Kilde: Ritzau
Vær med til at gøre en forskel – byd på et kun