Alexa Peary: Jeg har haft mange hverdagspsykopater i mit liv

’Kend din psykopat”. Under denne overskrift tilbyder Alexa Peary rådgivning, kurser og workshops i, hvordan du kan håndtere mennesker med psykopatiske og narcissistiske træk. Hun har selv brændt sig på ’hverdagspsykopater’ både i sin barndom og som voksen

28. februar 2024

Af Anne-Mette Barfod

I folkemunde er en psykopat et menneske, der mangler empati, og som kan udnytte, true og nedbryde mennesker omkring sig. Når vi taler om psykopater, taler vi derfor ikke om mennesker, der har en diagnose, men om den psykopatiske og narcissistiske adfærd, som er ødelæggende og nedbrydende. Du kan opleve den i forskellige sammenhænge. Det kan være, at du er vokset op med en psykopatisk og narcissistisk forælder, at din kæreste eller veninde har denne adfærd - eller at din chef eller kollega er hverdagspsykopat.

Alexa Peary har i mange år rådgivet mennesker, som har været i kløerne på dem, hun kalder ’hverdagspsykopater’. På hendes hjemmeside Kend-din-psykopat.dk kan du blandt andet kan læse om hendes barndom med en psykopatisk mor og mormor.

I sit voksne liv har Peary flere gange forelsket sig i mænd, som hun kategoriserer som hverdagspsykopater. For at forstå, hvorfor hun haft sådanne mænd i sit liv, skal vi spole tiden tilbage til hendes barndom i Nordjylland, hvor hverdagen var så utryg, at hun forsøgte at falde i et med tapetet.

Har altid været på vagt
”Hvis folk spørger, hvordan min barndom var, har jeg ikke rigtig noget svar. Min barndom var, som den var, og jeg anede ikke, at en barndom kunne være anderledes end min. Jeg kunne godt se, at nogle af mine venner havde det anderledes hjemme, men jeg vidste ikke, at der var noget galt hjemme hos mig. Der var jo bare, som der var.”

Sådan beskriver Alexa Peary den barndom, som set med modne briller var alt andet end tryg og normal. Først som voksen blev hun for alvor klar over, at der var stor forskel på livet i hendes barndomshjem og i trygge barndomshjem, og at det har præget hende for livet:

”Jeg har været udsat for psykisk vold fra jeg var ganske lille, og derfor har jeg altid været på vagt. Jeg har undgået opmærksomhed, og jeg har forsøgt at holde mig under radaren. Derfor har jeg aldrig talt med mine venners familier om, hvad jeg oplevede i mit hjem. Jeg gik rundt i min egen verden og anede ikke, at min verden var anderledes. Mit fokus lå et helt andet sted, for mit liv handlede om ren overlevelse.  Jeg var hele tiden opmærksom på, hvordan jeg skulle passe ind, så jeg virkede normal. Det tog al min tid og alle mine kræfter at passe ind.”

Peary vidste godt, at der var noget galt, men tænkte, at sådan er det at være menneske:

”Jeg havde tætte veninder, men vi talte om alt muligt andet, og de lærte mig meget om livet. Det var egentlig dem, der var mine opdragere, uden at nogle af os vidste det. Det var først, da jeg som voksen var igennem en skilsmisse og røg ned med et brag, at det gik op for mig, at der var noget galt. Dengang overvejede jeg selvmord, og jeg ville vide, hvad der var galt med mig. Det var min første tanke: At der måtte være noget galt med mig.”

Fortrængte sin barndom
”Jeg var overbevist om, at vi ikke behøvede at endevende min barndom, for den var der ikke noget i vejen med. Jeg tog familiehistorien på mig. Problemet var bare, at jeg nu var ude i så dyb en krise, at jeg måtte gå tilbage til min barndom for at forsøge at forstå mig selv og mine mønstre”, fortæller Alexa Peary.

”Det var en meget lang proces, og på et tidspunkt gik det op for mig, at jeg har haft mange mennesker med psykopatisk og narcissistisk adfærd i mit liv. Det er en adfærd, som jeg har været vant til fra jeg var helt lille, men samtidig en adfærd, der var ved at ødelægge mig. Her gik det op for mig, at jeg havde glemt mange år af min barndom.”

De første fire år af Pearys liv, boede forældrene sammen:

”Jeg kan ikke huske så meget af det, men fra jeg var fire år, var det mere eller mindre min mormor, der tog sig af mig, mens min mor kørte sin karriere. De første 15 år af mit liv kunne jeg ikke huske noget fra. Jeg har dissocieret fra det. Det føles som et tomrum, men efterhånden dukkede glemte minder op.”

Alexa Peary husker sin mormor som kvinde uden noget særlig stort hjerte:

”Min mormor talte ikke til mig og bestemte over mig, og på et tidspunkt blev hun syg. Da hun døde, gik det op for mig, hvordan livet også kan være. Her oplevede jeg en nyvunden frihed, hvor jeg brugte jeg de eftermiddage, hvor jeg kom fra skole til at sidde og høre musik. Det føltes som en afslapning bare at sidde og være alene.”

Tavs og usynlig både ude og hjemme
Det var ikke kun Alexa Pearys mormor, der udsatte hende for tavshed, kulde og kritik, men også hendes mor:

”Jeg fik meget kritik, så jeg gjorde alt for at falde i et med tapetet – også i skolen, hvor jeg forsøgte at være usynlig og ikke være i vejen. Jeg brugte rigtig mange kræfter på det. Jeg er egentlig dygtig, men det havde konsekvenser, for så blev jeg hevet ud og rost. Det brød jeg mig ikke om. Derfor var jeg en slags vandgrød hele vejen igennem for at beskytte mig selv. Der var bare tomhed.”

Når der indimellem var gode stunder, handlede det ofte om noget materielt:

”Jeg manglede ikke noget rent materielt, og jeg fik gaver. Min mor gik meget op i, hvad der så godt ud, men jeg fik aldrig et kram eller sad på skødet af hende. Hvis jeg var syg, fik jeg slik, men ikke omsorg Jeg kunne intet mærke og sørgede hele tiden for hverken at være for meget eller for lidt.”

Hvis Peary satte sig op imod sin mor eller mormor, fandt hun hurtigt ud af, at det ikke virkede:

”Jeg kunne få den frakke, jeg plagede om, men jeg vidste ikke, at jeg også skulle plage for at få kærlighed og omsorg.”

Tryghed ved psykopatisk og narcissistisk adfærd
”Jeg har klaret mig selv, har uddannet mig  og haft en god karriere. I store dele af mit voksne liv har jeg ubevidst lagt låg på min barndom. Det er først, når man bliver ældre, at man kan begynde at forstå sin egen baggrund. Jeg kan se nu, at jeg lukkede helt ned følelsesmæssigt. Men det vidste jeg ikke dengang.”

Når Alexa Peary i dag som 65-årig ser tilbage på sit liv, har hun mødt mange mennesker med psykopatiske og narcissistiske træk både privat og i arbejdsmæssig sammenhæng. På den måde har hun ubevidst gentaget et mønster fra sin barndom, hvor hun er blevet mødt med følelsesmæssig kulde:

”For mig er det genkendeligt og nærmest trygt at være tæt på et menneske med psykopatiske og narcissistiske træk – også selv om det er både ubehageligt og farligt. Eftersom jeg er vokset op med den type af mennesker, så er det en del af mit indre hjem. Jeg kender reglerne, når jeg er sammen med den slags mennesker, som jeg også kalder hverdagspsykopater. Til gengæld har jeg det svært med mennesker, der ikke har psykopatiske og narcissistiske træk, for de spiller efter nogle andre regler, og de regler kender jeg ikke.”

Som mennesker søger vi ifølge Alexa Peary mod det genkendelige:

”Vi søger hele tiden det genkendelige mønster. Freud har sagt, at du møder en partner, der minder om din mor eller far. Det er en partner, som har samme mønster. Hvis du er vokset op med en forælder med psykopatiske og narcissistiske træk, risikerer du at gentage mønsteret både i dit parforhold og i relationer til venner og på jobbet.”

Hverdagspsykopater på stribe
”Jeg har mødt mænd, der som min mor og mormor har haft psykopatiske og narcissistiske træk, og jeg har mødt mænd, der ligesom min far var fraværende. Når jeg ser tilbage, står det klart for mig, at jeg har mødt den ene underlige mand efter den anden. Der har været et underliggende mønster, der har styret mig”, påpeger Alexa Peary.

”Manglen på empati, egoismen og den psykiske vold – det var, hvad jeg var vant til. Hvis jeg mødte en psykisk sund mand, der viste mig omsorg, så skyndte jeg mig væk, for så dukkede mit mindreværd op. Jeg var ikke vant til at få omsorg. Jeg var ikke uddannet til at have normale mennesker i mit liv.”

Hvis du er vokset op med spænding og usikkerhed, så vænner du dig ifølge Peary til at leve i utryghed:

”Det betyder samtidig, at du er fri for at forholde dig til dig selv. Hele dit fokus er på at tilpasse dig hverdagspsykopaten – i stedet for at mærke efter, hvordan du selv har det.”

Samtidig peger Peary på, at det er let at blive forblændet af den psykopatiske og narcissistiske charme, som er forførende, men overfladisk:

”Hverdagspsykopater spiller et skuespil. De gør det, der skal til, for at få deres behov dækket. De ved, hvordan de skal få indfanget deres bytte. De kan spille både opmærksomme og nærværende. De kan sige alle de rigtige ting, tage initiativ og udvise handlekraft. Derfor er det så let at blive forblændet af dem.

Hverdagspsykopaten søger penge, magt og prestige
Selv om hverdagspsykopaten kan være en charmør, har han eller hun også en tyrannisk side. Den er måske skjult for alle andre end de nærmeste, men den dukker med usvigelig sikkerhed op, når hverdagspsykopaten ikke får tilfredsstillet sine behov:

”Hverdagspsykopater vil have opmærksomhed, penge, magt og prestige. Det er et selviscenesættende skuespil, de laver, som ikke ret mange mennesker er i stand til at gennemskue. Derfor står mange ofre for psykisk vold så alene med deres oplevelser. Hverdagspsykopaten skaber en persona – en fiktiv figur – som udadtil fremstår som charmør, men som i virkeligheden er en tyran, som gør dit liv utrygt.”

For mennesker, der har haft en tryg barndom, er spændingen, det usikre og utrygheden ved den psykopatiske og narcissistiske adfærd direkte udmattende. Sådan er det ikke for det skadede menneske. For det skadede menneske er dramaet velkendt og hjemligt.”

Peary gør opmærksom på, at vi statistisk set har størst sandsynlighed for at møde en hverdagspsykopat de steder, hvor der er penge, magt og prestige: I politik, i topledelse, i mediebranchen, men også i NGO’er. En hverdagspsykopat kan få magt over andre mennesker i arbejdet med socialt udsatte, og derfor møder vi dem også der. Hvis du har en hverdagspsykopat tæt inde på livet, er det ikke let at komme væk og heller ikke at give slip rent følelsesmæssigt:

”Der er også noget biokemi indblandet. Man kører i en rus af kortisol og adrenalin, når man lever sammen med en hverdagspsykopat. Når vi så forlader psykopaten, kan vi få abstinenser, for hele vores krop skriger på de stoffer. Vi kan ikke finde ud af at være alene. Det er alt for kedeligt, når der er ro på. Her der det nødvendigt, at vi husker os selv på, at det ikke er kærlighed, der gør, at vi savner en hverdagspsykopat. Det er abstinenser.”

Det er mønsteret, vi skal forstå
Alexa Peary underviser og har fællesskaber, hvor ofre for psykopatisk og narcissistisk adfærd kan mødes og udveksle erfaringer:

”Jeg er ikke terapeut, men jeg deler den viden, jeg har samlet. Det er min erfaring, at mange ofre for hverdagspsykopater har det samme mønster, hvor de igen og igen tiltrækker mennesker med psykopatisk og narcissistisk adfærd.”

Også hverdagspsykopater har ifølge Peary et fælles og genkendeligt mønster:

”Det er som om, alle hverdagspsykopater har gået på det samme universitet. De har et mønster, og vi har et mønster, og det er det, jeg brænder for at give videre. Det har været en stor oplevelse for mig at erkende, at jeg kan gøre op med det mønster, jeg har lært tidligt i livet og tage kontrol over mit liv og mine relationer. I dag ser jeg ikke mig selv som et offer, men undervejs har det været svært, og mange gange har jeg måttet flygte fra mit eget liv, hvor jeg har følt mig fanget. Der kom hele tiden en ny mand eller arbejdsplads, der kørte mig ned, og der var ikke noget, der lykkedes. Jeg startede forfra igen og igen, så det var først, da jeg lærte om mønsteret, at lyset gik op for mig – og jeg så, hvor enkelt det var.”

Det at forstå mønsteret var et kæmpe skridt for Alexa Peary:

” Jeg var omkring 50 år, før jeg fandt ud af, at der findes mennesker, som er anderledes, end folk er flest. Jeg var anderledes, fordi jeg var blevet præget anderledes.”

Flugten til Spanien
For fem år siden boede Alexa Peary i en lejlighed på Frederiksberg med smukke møbler og arvestykker. Hun havde sit eget firma, en altan med udsigt over byen og en travl hverdag, fordi der skal tjenes gode penge for at betale husleje i et attraktivt kvarter.

”Jeg var stresset og rastløs. Mange gange har jeg rykket mit liv op med rode, når jeg har siddet med den følelse. Nu overvejede jeg at flytte på landet for at få mere ro, men fik så den ide at flytte sydpå. Jeg solgte alt, hvad jeg ejede og havde, så jeg kun havde 30 flyttekasser, og flyttede ind i en toværelses lejlighed i Andalusion i Sydspanien, tæt på Afrikas kyst. Jeg måtte flygte, for jeg måtte ændre mig. Jeg måtte have mere ro på.”

Det at komme et nyt sted hen, hvor der er roligt, har givet Alexa Peary mulighed for at arbejde med nogle nye vaner:

”Huslejen er billig, og det samme er maden og elregningen. Derfor oplever jeg ikke det økonomiske pres, som jeg gjorde på Frederiksberg. Det har givet mig den nødvendige ro til at skabe det liv, jeg ønsker for mig selv.”

Peary har efter eget udsagt haft godt af at rive sit liv op med rode og rykke til Spanien:

”Det var mangel på overskud, der gjorde, at jeg måtte flytte mig selv og lave nye vaner. Jeg måtte ryste hele posen. Hernede lever mennesker et stilfærdigt liv, og den ro smitter af på mig. Jeg nyder at se ud over Middelhavet og savner ikke Danmark. Jeg har ikke familie i Danmark og mine nære venner besøger mig her, eller også drikker vi en kop kaffe sammen online. Her er venlige og rolige mennesker uden stress. Det er godt for mig, og jeg har det godt med at være alene. Jeg er nok blevet lidt af en ensom ulv.”

 

Powerkurser Rosie

Psykisk vold briller annonce

Positiv kommunikation annonce

Womenomics annonce

Stereotyper annonce

Facebook site . annonce

Pengepsykologi og partnervold annonce

Presseklip annonce