Trauma Bonding: Hvorfor er det så svært at slippe væk fra et psykisk voldeligt forhold?

Har du nogensinde følt dig fanget i et forhold, hvor du er klar over, at noget er helt galt, men alligevel bliver du? Hvor kærlighed og smerte ser ud til at være uløseligt forbundet? Dette er kernen i, hvad der kaldes 'trauma bonding', og det er noget, mange, som har været udsat for psykisk vold, kan genkende

Trauma bonding opstår, når en relation bygger på et fundament af psykisk vold. Den psykiske vold kan bestå af trusler, manipulation, kontrol, udskamning, gaslighting eller sabotage, blandet med sporadiske øjeblikke af ro og kærlighed. Disse øjeblikke af "fred" kan få dig til at føle, at der er håb for forholdet, men dette spinkle håb er præcis, hvad der binder dig til din voldsudøver. Du begynder at knytte dig følelsesmæssigt til den person, som skader dig, og det gør det svært for dig at bryde fri.

Vi kan oversætte trauma bonding til en traumatisk binding, hvor relationen mellem voldsudøver og voldsudsat forstærkes gennem manipulation og øjeblikke af lykke, mixet med psykisk vold.

Tegn på trauma bonding
Hvordan ved du, om du er fanget i en trauma bond?

Her er ifølge Psychology Today nogle tegn, du kan kigge efter:

  • Du kan ikke lide personen: Du føler måske vrede eller frustration mod den person, der udsætter dig for psykisk vold, men det føltes utrygt at give udtryk for det. Du kan også have fysiske reaktioner på personens tilstedeværelse i rummet eller berøring. 

  • Skyld og skam er fundamentet for jeres forhold: Personen, der udsætter dig for psykisk vold, udnytter din frygt og får dig til at føle skyld og skam gennem kritik, anklager og bebrejdelser. Hvis du forsøger at stå op for dig selv eller give udtryk for dine følelser eller behov, bliver du anklaget for at være egoistisk eller krævende.

  • Du tvivler på, om du ville forlade voldsudøveren, hvis det blev værre: Jo længere tid du er i forholdet, jo mere normaliseres den psykiske vold. Du vænner dig kort sagt gradvist til den dårlige behandling. Det føles som om, at det blot er sådan, jeres relation er.

  • Du bliver "kærlighedsbombet" og derefter devalueret: Der kan være en intens "skub- og træk"-dynamik, hvor du går fra at være den perfekte partner, som ikke kan gøre noget forkert, til at være den, der ikke kan gøre noget rigtigt. Nogle gange bliver du nærmest bombarderet med kærlighed og komplimenter for derefter at blive nedgjort.

  • Du er konstant på vagt: Du føler, at du hele tiden går på æggeskaller, nervøs for at gøre noget forkert og udløse voldsudøverens vrede.

Hvorfor bliver du?
Måske har du undret dig over, hvorfor du bliver i et forhold, der gør dig ondt. Trauma bonding er komplekst. En af de mest kraftfulde årsager til, at du måske bliver, er - ifølge Psychology Today - at den psykiske vold gentager sig med jævne mellemrum, mens du ind imellem oplever øjeblikke af fred, kærlighed eller ømhed. Disse positive øjeblikke får din hjerne til at længes efter mere. Det kan få dig til at blive i håbet om, at den næste gang, du får den samme positive følelse, vil vare længere.

Forskning har vist, at denne form for forstærkning er utrolig effektiv. Det er den samme mekanisme, som får folk til at bruge penge på spillemaskiner eller gambling: Du får små gevinster, som holder dig fast i systemet, selvom du over tid taber langt mere end du vinder.

Faserne i trauma bonding
Trauma bonding opstår typisk i syv stadier:

  1. Love bombing: I starten får du overstrømmende kærlighed og opmærksomhed. Du bliver bombarderet med kærlighed.

  2. Opbygning af tillid: Voldsudøveren får dig til at stole på ham eller hende og føle dig tryg.

  3. Kritik: Voldsudøveren begynder at kritisere dig, men det sker gradvist.
     
  4. Manipulation: Voldsudøveren vender tingene til sin fordel og får dig til at tvivle på dine egne følelser.

  5. Resignation: Du begynder at føle, at du ikke kan ændre situationen.

  6. Uro og smerte: Den psykiske vold intensiveres, og du føler konstant stress.

  7. Gentagelse: Cirklen starter forfra med et bombardement af kærlighed, og du håber igen på, at forholdet vil ændre sig til den relation, du går og drømmer om.

Hvorfor nogle er mere udsatte for trauma bonding?
Hvis du er vokset op i et miljø med følelsesmæssig ustabilitet, psykiske problemer eller mangel på omsorg, kan du være mere udsat for at blive fanget i et trauma bond. Tidlige erfaringer med usikre relationer, hvor kærlighed var betinget eller ikke tilgængelig, kan forme dine voksenrelationer, og du kan ubevidst opsøge partnere, der gentager disse usunde mønstre. 

Det er ifølge Psychology Today også mere sandsynligt, at personer med psykiske lidelser som depression, angst eller PTSD, eller personer med afhængighedsproblemer, kan havne i disse skadelige forhold.

Hvordan kommer du fri?
At bryde fri kræver mod, viden, indsigt og ofte støtte udefra. Det er ikke nok blot at "indse", at forholdet er skadeligt – du skal arbejde aktivt på at bryde det bånd, der fastholder dig. Terapi, støtte fra venner og familie, og det at arbejde med din egen selvforståelse og værdighed er afgørende skridt på vejen mod frihed.

Husk, du fortjener et liv uden frygt, manipulation og psykisk vold. Og selvom det kan være skræmmende at forestille sig et liv uden den person, du er bundet til, er friheden og roen på den anden side det hele værd.

Kilde: Psychology Today

Powerkurser Rosie

Psykisk vold briller annonce

Positiv kommunikation annonce

Womenomics annonce

Stereotyper annonce

Facebook site . annonce

Pengepsykologi og partnervold annonce

Presseklip annonce