3. oktober 2020
Et nyt speciale med titlen ’Hjælp, hjælp mig’ konkluderer, at voldsramte kvinder ofte er udsat for stigmatisering, udskamning og victim-blaming, når de søger hjælp hos myndighederne. Specialet er skrevet af Emilie Rasmussen og Signe Marie Dam, der begge er kandidater i sociologi fra Aalborg Universitet. Udskamningen er en barriere for, at voldsudsatte kvinder søger – og får – den rette hjælp hos myndigheder.
De to sociologer påpeger i et indlæg på Danner.dk, at myndighedspersoner på den måde kan være barrierer for, at voldsudsatte kvinder søger hjælp. Myndighederne risikerer samtidig at være skyld i, at kvinderne ikke igen rækker ud efter hjælp. Det kan være konsekvensen af, at kvinderne i første omgang blev misforstået eller mødt med mistro hos den myndighedsperson, som de rakte ud til og forventede kunne hjælpe dem.
Derfor er der brug for, at myndigheder og fagpersoner bliver bedre rustet til mødet med en borger, som er udsat for vold, men som måske ikke selv formår at sætte ord på sin situation.
Myndigheders forudindtagede meninger
Når en myndighedsperson stigmatiserer en voldsramt kvinde, bliver hun kategoriseret som en problematisk person, eller som Emilie Rasmussen og Signe Marie Dam beskriver det:
”Vi skaber en forudindtaget forventning om et andet menneske, og hvordan vedkommende agerer. Et stigma er med andre ord karakteristika, der har en miskrediterende effekt og medvirker til, at individet afviger negativt fra andre. Voldsudsatte kvinder er ofte stigmatiserede, for der medfølger som regel en antagelse om, at kvinden er viljesvag og et ”socialt tilfælde”. ”
Skam spiller ifølge specialets forfattere en stor rolle både i stigmatisering og hos voldsudsatte kvinder selv. Skam opstår i interaktion med andre:
”For eksempel kan en voldsudsat kvinde opleve, at andre tillægger hende uønskede eller negative karakteristika, som hun ikke selv synes, hun har. Skammen opstår blandt andet ved en almindelig kommentar som ’Hvorfor går hun ikke fra ham?’. Kommentaren kommer oftest fra en person uden forståelse for voldens dynamikker, hvor kvinden tillægges en svaghed eller sågar et ansvar for, at hendes partner er voldelig.”
Et nyt slag i ansigtet
Hvis en voldsudsat kvinde oplever at blive pålagt skam i mødet myndighederne, kan det ifølge Emilie Rasmussen og Signe Marie Dam have store konsekvenser for hendes identitet, selvopfattelse og muligheder for at bryde med volden.
”Det kan betyde, at kvinden må opgive dele af sig selv og sine behov til fordel for at få hjælp, eller at hun helt trækker sig fra myndighederne.”
Når voldsudsatte kvinder ikke anses som et ’legitimt offer’ i samfundets øjne, kan dét være én af forklaringerne på, hvorfor mange oplever ikke at blive taget seriøst eller tildelt sympati, når de søger hjælp hos myndigheder for at få en voldsudøver til at stoppe sit forehavende eller få hjælp til fx en ny bolig, boligsikring eller henvisning til et krisecenter.
Der er derfor ifølge sociologerne et stort behov for mere voldsfaglig viden hos myndigheder, så de har indsigt i kompleksiteten i partnervold, og så de kan møde enhver borger i en ligeværdig dialog, der anerkender at både stigma, skam og manglende status som legitimt offer er barrierer, som skal overskrides af både borgeren og myndighedspersonen.
