Vintergækkerne titter frem, og den glade forårssol varmer os med sine gyldne stråler. Nu kan vi se, at vinduerne godt nok snart skal pudses, og hvis du er udsat for psykisk vold, er der måske også nogle mentale kasser, der skal ryddes op i
Af Lone Svendsen, forfatter til bogen ’Husk din usynlige krone’
Midt i løftet om forårets snarlige komme, er vi mange, som går med tanker om en ordentlig forårsrengøring, hvor vi lufter ud og pudser ruderne, mens gardinerne blafrer i vinden. Måske får vi også mod på at rydde op i nogle af de tunge, mentale kasser, som er fyldt med ubearbejdede oplevelser fra vores opvækst eller fra et eller flere parforhold med overgreb og krænkelser.
Alle de traumatiserende oplevelser, der gemmer sig i vores mentale kasser, tynger os i vores liv og gør drømmen om foråret mindre solbeskinnet. Alligevel kan det være svært at tage sig sammen til en ordentlig oprydning, fordi vi ikke har lyst til at kigge i kasserne og se, hvad der ligger gemt. Vi er bange for at møde minder, som vi ikke kan bære, og derfor prøver vi at klistre kasserne til med gaffatape og lade som om, at det dårlige er gemt væk i glemslen på den nederste hylde i kælderen.
Desværre kan vi ikke bare glemme den psykiske vold, vi har været udsat for. Den lever i vores krop, i vores tanker og i vores adfærd. Den er en tung byrde at bære, og hvis vi ikke rydder op i kasserne, risikerer vi, at kasserne bare bliver tungere og tungere, fordi der går for længe mellem, vi får kigget i dem.
Vi bliver ved med at sige til os selv, i morgen, i næste uge, måned eller år. Lige indtil den dag, hvor en kasse vælter ned over dig. Det var bestemt ikke planen. Du var ikke klar til at åbne den kasse, men nu væltede den lige ned over dig, og så viser det sig, at der ligger langt mere gammelt skrammel i den, end du selv kan overskue at rydde op i. Derfor lukker du den måske igen.
Om at løfte andres tunge kasser
Jeg er en form for ekspert i at løfte tunge kasser - og især andres. Jeg har båret tunge kasser for mænd, som udsatte mig for overgreb, fordi de ikke selv formåede at kigge i deres egne kasser. Jeg løftede ofte deres kasser for selv at føle mig noget værd. Når jeg løftede deres kasser, slap jeg for at mærke mig selv og vægten af mine egne tunge kasser fra en barndom, hvor min far drak, og livet var så utrygt med en elefant i stuen, som det var svært at tale om.
Når jeg bar mine mænds kasser, slap jeg for at mærke, om jeg egentlig betød noget for dem. Jeg mærkede en form for påskønnelse for min service, men jeg vidste ikke, om det var alt det, jeg gjorde for dem, eller om det var mig som menneske, de elskede.
Nogle gange havde jeg en fornemmelse af, at det, at jeg bar deres byrder, betød mere for dem, end jeg gjorde. Alligevel følte jeg mig ikke så ligegyldig, fordi jeg i det mindste havde fat i den ene ende af kassen og hjalp med at bære den, mens jeg slæbte mine egne kasser efter mig som en dobbelt byrde.
At være ligegyldig
Jeg har aldrig brudt mig om at være ligegyldig, og slet ikke for dem, som jeg ønskede at betyde mest for, men at løfte alle andres tunge kasser, blev også til overspringshandlinger. Mens jeg bar mine mænds kasser, blev jeg ved med at fylde junk i mine egne, som jeg ikke fik tømt ud i.
Mine egne kasser blev blot tungere og tungere, og jeg fik dem pænt placeret, så langt væk fra mit synsfelt som muligt. De andre var vigtigere, ikke blot deres tunge kasser, men også dem som mennesker.
I dag, hvor jeg er sluppet fri af volden tænker jeg ofte på, hvad der egentlig skal til, før vi sætter os selv før andre? Hvad skal der til, før vi sætter vores egen tryghed i fokus? Hvorfor er det så svært at elske os selv og så meget lettere at bære vores partners byrder? Er vi bange for at fremstå som egoister, der er ligeglade med andre? Hvorfor kommer andre til at betyde mere, end vi gør for os selv?
Jeg har stillet mig selv de spørgsmål igen og igen, og jeg hører dem ofte, når jeg i dag hjælper andre med at finde modet til at kigge i deres kasser. Det kræver mod at turde se på indholdet i sine egne kasser. Det kræver mod at mærke smerten og sårbarheden i det, vi prøver at gemme væk, men som rammer os som en boomerang - før eller siden.
I min bog, Husk din usynlige krone, fortæller jeg, hvordan det ikke blot var min fars ølkasser, der var tunge at bære. Det var også de kasser, der blev fyldt med, at jeg måtte bære på ølkasser i en alt for tidlig alder. Det var dengang, jeg lærte at bære andres kasser.
Indholdet trækker spor til barndommen
Vi har alle gemt ting i kasser og måske lært helt fra barns ben, hvad vi ikke må sætte ord på og tale om. Erfaringen har dog lært mig, at uanset hvor meget ting ties og gemmes væk, så forsvinder det svære og smerten ikke. De tunge kasser bæres som åg på vores skuldre, indtil vi finder modet og eventuelt hjælpen til at tømme dem ud, rydde op i dem og lære at være med det svære uden at skulle gemme på det.
At kigge på indholdet i vores kasser, kan få os ud på ukendt område. Vi har alle vores dæmoner at slås med, og de forstærkes blot, jo mere de skubbes til side. Ved at blive mødt i det svære og finde forståelsen for, at du i sin tid puttede det svære i en kasse, kan du netop skabe den indsigt, der er med til at skabe de ændringer i dit liv. Det er den indsigt, der gør, at du kan tage din usynlige krone på, ranke ryggen og gå med små og dog modige skridt fremad, på trods af kasserne.
Jeg håber, at du vil lukke foråret ind i stuerne og rydde op i alt det, som tynger dig, så du kan møde solen og de grønne skud med ny livskraft.
HUSK DIN USYNLIGE KRONE af Lone Svendsen er en indsigtsfuldt bog til dig, der lever i et parforhold med psykisk vold, er kommet ud af et parforhold med psykisk vold eller er pårørende til en, som lever i et psykisk voldeligt parforhold. Men bogen kan også bruges af fagpersoner, der ønsker et indblik i, hvordan psykisk vold kan udfolde sig, både i barndommen af forældre og i de voksne relationer. Bogen giver indblik i de mekanismer, som bruges til at opnå kontrol, og i konsekvenserne af psykisk vold, såsom blandt andet lavt selvværd og ensomhed.
Anne-Cathrine Blegvad, psykolog
