Når en voldsudsat kvinde søger hjælp i det offentlige system, er der en alvorlig risiko for, at hun ikke bliver mødt professionelt og med forståelse. Det er alvorligt både for kvinden selv og for hendes børn. Alligevel er det kun på politi- og jordemoderuddannelserne, at partnervold er fast pensum, viser speciale
Sådan lyder det fra Cecilie Dimanche Henriksen, der er uddannet socialrådgiver og kandidat i socialt arbejde fra Aalborg Universitet. Hun har afsluttet sin kandidatgrad med karakteren 12 i sit speciale, hvor hun fokuserer på voldsudsatte kvinders møde med systemet.
Af specialet fremgår det, at flere socialrådgivere, jurister, læger, sygeplejersker m.fl. aldrig har haft partnervold som en fast del af pensum på deres studier. Konsekvensen er, at stribevis af professionelle risikerer ikke at være klædt på til at gennemskue voldens dynamikker og møde voldsudsatte med professionalisme, indsigt og forståelse.
Studerende skal selv opsøge viden om vold
”Under min uddannelse til socialrådgiver har partnervold aldrig været en del af pensum. Dette på trods af, at mange socialrådgivere i løbet af deres karriere vil møde kvinder – og mænd – der er udsat for partnervold. Fysisk, psykisk og andre former for vold er ganske enkelt ikke noget, der fylder særlig meget på socialrådgiveruddannelsen”, lyder det fra Cecilie Dimanche Henriksen. Hun påpeger, at det på mange uddannelser er muligt at stifte bekendtskab med partnervold, men det afhænger ofte af, om den enkelte studerende selv opsøger denne faglige viden. På langt de fleste uddannelser er partnervold ikke fast pensum.
”I forbindelse med mit speciale har jeg interviewet professionelle, og de fortæller på tværs af fag, at de i begrænset omfang er blevet undervist i partnervold eller i voldens dynamikker. På mange uddannelser er det muligt at tilvælge fag om partnervold, men det afhænger af, om den enkelte studerende selv vælger det. Samtidig er det også forskelligt, om undervisere vælger at inddrage partnervold som en del af det øvrige pensum.”
Ifølge en rapport er det kun på politi- og jordemoderuddannelserne, at vold er en obligatorisk del af undervisningen, fortæller Cecilie Dimanche Henriksen.
”Det er alvorligt, at der er så begrænset viden om partnervold blandt faggrupper i det offentlige system. Særligt fordi det netop er de faggrupper, som voldsudsatte kvinder opsøger, når de rækker ud efter hjælp. Konsekvensen af den manglende faglighed er alvorlig, fordi alt for mange voldsudsatte ikke får professionel hjælp og derfor bliver de unødvendigt længe i den voldelige relation.”
Samfundet har fordomme om voldsudsatte
Det har ifølge Cecilie Dimanche Henriksen alvorlige konsekvenser for de voldsudsatte kvinder, der søger hjælp hos lægen, på Jobcenteret eller hos en socialrådgiver hos kommunen, når fagpersoner mangler viden og indsigt i partnervold:
”I praksis betyder det, at voldsudsatte bliver mødt af fagpersoner på området, der mangler viden om emnet, og det er problematisk, når der er tale om en kvinde, som har akut brug for hjælp”, påpeger Cecilie Dimanche Henriksen.
”Samtidig betyder den manglende voldsfaglighed, at voldsudsatte risikerer at blive mødt med fordomme. Mange mennesker har et billede af, at en voldsudsat kvinde er ressourcesvag, men det er langt fra altid tilfældet. Derfor risikerer ressourcestærke kvinder at føle sig stigmatiseret, hvilket kan afholde dem fra at søge hjælp. Partnervold finder sted i alle samfundslag, og derfor er det nødvendigt, at professionelle er klædt på at rådgive kvinder på tværs af social baggrund.”
Veluddannede kvinder er også udsat for vold
”I forbindelse med mit speciale har jeg interviewet fire voldsudsatte kvinder fra 30 år og til i slutningen af 40’erne. Det er kvinder med lange eller mellemlange uddannelser. Det er velfungerende kvinder, som ikke umiddelbart har andre sociale problemer. Selv om disse kvinder var udsat for partnervold, beskriver de alle en periode, hvor de havde meget svært ved at se sig selv som voldsudsatte”, fortæller Cecilie Dimanche Henriksen. Hun påpeger, at det hænger sammen med den stigmatisering, der er omkring voldsudsatte og det billede, mange af os har af, hvordan en voldsudsat kvinde fremstår.
”Udadtil levede kvinderne et tilsyneladende normalt liv. De var i job og passede deres børn. Selv om de på mange måder var velfungerende, holdt de volden hemmelig meget længe. Det skyldes, at kvinderne tvivlede på sig selv og på deres egne oplevelser, hvilket er en del af voldsspiralen. Samtidig var de bange for hvilke reaktioner, de ville blive mødt med, hvis de først fortalte andre om volden”, påpeger hun.
”Det interessante er, at disse kvinder bryder med den stereotype forestilling om en voldsudsat kvinde, og kvinderne havde også svært ved selv at indse, hvad de var udsat for.”
Eftersom partnervold er så tabubelagt, har mange kvinder svært ved at søge hjælp. Derfor er det ifølge Cecilie Dimanche Henriksen utroligt betydningsfuldt, hvordan kvindens fortælling bliver modtaget af andre, bl.a. fagpersoner:
”En kvinde, der var udsat for psykisk vold, havde taget mod til sig og fortalt om volden til en pædagog. Efter at have lyttet til kvindens oplevelser, svarede pædagogen, at ’hvis han ikke slår dig i ansigtet, så er det ikke vold’. Det viser, at der er nogle fordomme og forestillinger om, hvad vold er. Det viser samtidig et manglende indblik i, hvad psykisk partnervold er. Det er skræmmende, at kvinder kan blive mødt sådan, når vold kan antage så mange former.”
Når omgivelserne afviser kvindens oplevelser
”Hvis voldsudsatte ikke bliver mødt med forståelse, risikerer vi, at den enkelte voldsudsatte ikke opsøger hjælp hos fx kommunen eller i et krisecenter. Det samme er tilfældet, hvis det er kvindens familie eller venner, der fejer kvindens oplevelser af bordet”, påpeger Cecilie Dimanche Henriksen.
”I et voldeligt parforhold bliver kvinden ofte udsat for hjernevask, nedgøringer og manipulation. Hun får måske at vide af partneren, at hun er psykisk syg, skør eller ser syner. Effekten af denne form for manipulation bliver forstærket, hvis kvinden ikke bliver mødt med forståelse, når hun rækker ud efter hjælp. Ofte har kvinderne været udsat for psykisk vold, og det er det jo en voldsform, der kan nedbryde kvindens selvværd, selvtillid og selvforståelse. Det forstærker kvindens negative selvforståelse, hvis heller ikke professionelle tager hende alvorligt.”
De kvinder, Cecilie Dimanche Henriksen har interviewet i forbindelse med sit speciale, fortæller, at de havde en fornemmelse af, at der var noget galt i deres parforhold, og at de derfor skulle væk. Det har været medvirkende til, at de har opsøgt hjælp og er kommet ud af den voldelige relation:
”Men fælles for dem alle er, at der har været et eller flere familiemedlemmer, professionelle eller venner, der har hjulpet dem med at indse, at der er noget galt i deres parforhold. Hvis voldsudsatte ikke bliver mødt med den forståelse, når de omsider rækker hånden ud, så føler de sig igen forkerte.”
Vi skal altid tage voldsudsatte alvorligt
Krisecentrene går meget op i, at kvinderne ikke må føle sig forkerte, når de opsøger hjælp, for voldsudsatte kvinder har netop følt sig forkerte i deres forhold. Det er ifølge Cecilie Dimanche Henriksen utroligt vigtigt, at voldsudsatte uanset køn føler sig forstået, taget alvorligt og lyttet til:
”Jeg snakkede med et ambulant tilbud, og samtidig interviewede jeg et krisecenter og en repræsentant for et kvindenetværk. Disse samtaler gav et billede af, at den indsats, der bliver ydet i disse specialiserede tilbud, umiddelbart er velfungerende. Kvinderne er glade for den rådgivning, de modtager der, og det skyldes formentlig, at disse steder har en indgående viden om vold.”
Det er denne form for professionalisme, der ifølge Cecilie Dimanche Henriksen kan mangle i kommunernes familieafdelinger, i Familieretshuset, hos Jobcentre og praktiserende læger mv hvor kvinderne opsøger hjælp.
”Blandt kvinderne var der en overvægt af det, jeg kalder ’mislykkede anerkendelseskampe’. Flere af kvinderne oplevede ganske enkelt ikke, at de blev taget alvorligt, og at deres oplevelser blev anerkendt. Der var professionelle i det offentlige system, som ikke formåede at tage godt imod kvinderne. En af kvinderne fortalte endda om en professionel, som mente, at kvinden overdrev eller ligefrem var hysterisk. ’Der er nok en grund til, at han har gjort, som han har gjort’, fik en kvinde at vide. Det var både professionelle og venner, der reagerede sådan.”
Problematisk samarbejde med voldsudøveren
Vi hører tit sætningen ’hvorfor går hun ikke bare’, men virkeligheden er, at det slet ikke er særlig let at gå, påpeger Cecilie Dimanche Henriksen. Hvis kvinden endelig forlader sin voldelige partner, risikerer hun at blive tvunget til at møde ham igen og igen, fordi hun skal samarbejde med ham om børnene:
”De kvinder, jeg har interviewet, fortæller, at de er blevet kaldt til mange samtaler, hvor voldsudøveren har været til stede. Her mangler professionelle i det offentlige system ganske enkelt viden om, hvordan det er at sidde i samme rum, som den mand, der har udsat en for vold. Der bliver fra myndighedernes side lagt vægt på, at forældre skal kunne samarbejde, men dette fokus tager ikke nødvendigvis højde for kvindens særlige situation. Hun kan være utryg ved at skulle være i samme rum som manden og risikerer retraumatisering. Dette bliver professionelle nødt til at have forståelse for, for at kunne navigere i."
En kvinde fortalte i sit interview med Cecilie Dimanche Henriksen, at manden kunne sidde til møder, svine hende til og sige alt muligt dårligt om hende:
”Det fik han lov til uden afbrydelser. Derfor blev denne kvinde i praksis udsat for psykisk vold i myndighedernes regi. Der andre undersøgelser, som underbygger kvindens oplevelser, idet flere voldsudsatte oplever, at volden fortsætter i samarbejdet om børnene. Denne kvinde havde nærmest angstlignende reaktioner, når hun skulle til disse møder. Derfor er det nødvendigt, at fagpersoner ved, hvordan de kan beskytte kvinden, i sådanne situationer.”
Når manden er veltalende og overbevisende
To af de interviewede kvinder havde ifølge Cecilie Dimanche Henriksen det problem, at deres ekspartner fremstod så veluddannet, veltalende og likeble, at socialarbejderen troede mere på ham end på kvinden og hendes fortælling.
”Her er det igen nødvendigt at styrke professionalismen, så kvindens fortælling bliver anerkendt på lige fod med ekspartnerens. Som fagpersoner må vi ikke lade os forblænde af, at der er nogle voldelige mænd, som er så gode til at fortælle deres egen historie, at de bliver troet af familie, venner, professionelle mv.”
Faglig viden om vold har uanset den voldsudsattes køn betydning for socialarbejderens dømmekraft og for, hvordan socialarbejderen agerer i forhold til en voldsudsat kvinde:
”Hvis man som fagperson ikke kender noget til vold, så er man påvirket af det omgivende samfunds forståelse af voldsudsatte. Jeg har læst en nyere videnskabelig artikel om, hvordan ’victim blaming’ er udbredt i europæiske lande. Vi har i den europæiske kultur en tendens til at give den voldsudsatte kvinde skylden for, at hun er udsat for vold. Denne ’victim blaming’-kultur vil sandsynligvis også leve blandt fagpersoner.
Vi har brug for at hæve fagligheden
”I forbindelse med mit speciale nåede jeg frem til den konklusion, at vi har brug for en højere grad af voldsfaglighed i systemet. Samtidig har vi brug for at ensrette indsatsen, når vi skal hjælpe mennesker, der er udsat for partnervold. Der er stor forskel på fagligheden i landets kommuner, og nogle tilbud til voldsudsatte kvinder findes kun i de større byer”, påpeger Cecilie Dimanche Henriksen.
”Det er så vigtigt, at der altid er et sted, hvor voldsudsatte kvinder kan søge hjælp. Det vil også være optimalt, hvis der på alle velfærdsuddannelser og på læge- og jurastudierne er et fast pensum om partnervold, som baserer sig på forskningsmæssig viden. Samtidig har vi brug for at udbrede kendskabet til partnervold i befolkningen, så familie og venner også bliver klædt på til at møde den voldsudsatte med forståelse, anerkendelse og empati. Psykisk vold er lovgivningsmæssigt relativt nyt. Viden om volden skal udbredes til de fagprofessionelle, men også generelt i samfundet.”
Hvis en socialrådgiver, en læge eller en anden fagperson bliver opmærksom på, at der er vold indblandet i en familie, så vil det ifølge Cecilie Dimanche Henriksen være optimalt, at der er en voldsfaglig vidensperson, der kan følge med i, hvad det er nødvendigt at være opmærksom på:
”For lægpersoner kan det være utroligt svært at gennemskue dynamikkerne. En af kvinderne, som jeg interviewede, oplevede, at voldsudøveren vendte alting på hovedet. Han beskyldte kvinden for at gøre det mod ham, som han udsatte hende for. Det er noget af det, der gør det udfordrende for fagprofessionelle, for hvordan kan en person finde ud af, hvad der er op og ned, når man ikke selv har den nødvendige, voldsfaglige viden?”
Cecilie Dimanche Henriksen anbefaler kommuner at styrke fagligheden ved eksempelvis at ansætte en voldsfaglig person i kommunen, som andre fagpersoner kan kontakte:
”Måske kunne denne person komme med til en samtale, deltage i møder eller snakke med de to parter. På den måde kan den enkelte kommune forbedre indsatsen. ”
Det er en krænkelse ikke at blive troet
”Hvis en kvinde er udsat for fysisk vold, er der tale om en fysisk krænkelse. Hvis volden er psykisk, er der tale om psykologiske overgreb. Alle mennesker har brug for anerkendelse, men det at være udsat for vold er en form for disrespekt. Den voldsudsatte får lavere selvværd, lavere selvtillid, og volden kan ad den vej påvirke flere livsområder” påpeger Cecilie Dimanche Henriksen.
”Vold har alvorlige konsekvenser. Måske må kvinden sygemelde sig fra sit arbejde, og måske mister hun sit job. Det kan også være, at hun er så medtaget, at hun ikke kan være den mor for sit barn, som hun gerne vil være. Måske holder hun også op med at snakke med familie og venner, fordi den voldelige partner isolerer hende eller kommer imellem hende og hendes nærmeste. I værste fald kan kvinden blive så skadet, at hun udvikler en depression, angst eller PTSD. Sådanne psykiske udfordringer kan komme til at forfølge hende resten af livet. ”
Konsekvenserne af volden stopper imidlertid ikke her:
”Børnene kan have overværet volden eller selv være blevet udsat for vold. Undersøgelser viser, at børn tager enormt meget skade, selv om de kun har overværet volden. Jeg talte med en kvinde, som havde forladt den voldelige partner for mere end 10 år siden. Selv om der var gået så mange år, så påvirkede volden hende stadig. Hun havde ændret sig som person og skulle og skulle stadig samarbejde om fælles børn.”
Læs også: Hvis du er udsat for psykisk vold, har du brug for at blive troet
