Offentlige myndigheder gennemskuer ikke psykisk vold i forbindelse med skilsmisser

Fader og tvillinger udsat for mellem 65 og 70 myndighedssvigt over 5 år. Det fremgår af bogen 'Far i klemme', som er skrevet af Bruno Skibbild. Mange mødre er også i klemme i systemet, der ikke er gearet til at håndtere psykisk vold og dysfunktionelle forældre med personlighedsforstyrrelser

Af Katrine Skov, Powerkvinderne

EN HVERDAGSGYSER: Denne historie fra det virkelig liv er ikke for sarte sjæle. Den handler om en fader, som får tvillinger med en kvinde med en dysfunktionel personlighed, som udsætter ham og børnene for psykisk vold. Historien foregår over 7 år og 5 måneder og starter den dag, hvor tvillingerne - en pige og en dreng - bliver født.

Moderen udviser en tydeligvis irrationel adfærd efter fødslen. Hun er indlagt på hospitalet sammen med børnene de første 10 dage af deres liv. Hun får et raserianfald, da en sygeplejerske vil hjælpe hende med at bade børnene, fordi hun har en forestilling om, at børnene er for små, og at de vil dø, hvis de kommer i bad. Hun hulker, råber og skriger af personalet, som hun beskylder for at være racistiske og diskriminerende og for at gøre børnene skade. Alle forsøg på at få hende til at forstå, at hendes forestillinger ikke er sandhed, mislykkes. Situationerne opstår dagligt og personalet gør, hvad de kan for at hjælpe og afhjælpe. 

Vrangforestillinger
Moderens ustabile og paranoide adfærd fortsætter, da familien er hjemme igen. Hun har vrangforestillinger om, hvad der skader børnene, og hendes reaktioner er voldsomme og udadreagerende. Hun kommer løbende og river børnene ud af hænderne på faderen, når han vil bade dem, eller hvis han står med dem ved et åbent køleskab. Hun har mareridt om nat­ten og råber, at det brænder, springer ud af sengen, løber hen til bør­nene, river dem ud af deres senge og løber henimod entrédøren. Både faderen og sundhedsplejersken forsøger at berolige hende og forklare, at der ikke er hold i hendes forestillinger. Moderen vil helst pakke børnene ind i en tætomsluttende dyne, så de ligger helt stille. Sundhedsplejersken forklarer hende, at små børn har behov for plads til at bevæge sig, og at de skal stimuleres.

Farmoderen, som kommer på besøg for at holde jul og nytår med familien, op­lever moderens vanvittige krav og regler f.eks. om, at børnene ikke må have legetøj i sengen. Hun bliver angrebet verbalt med forbud mod at tage sig af børnene. 

Nytårsaften får moderen endnu et raserianfald og det ender med, at faderen må ringe til lægevagten. Den psykiatriske lægevagt og to ambu­lancefolk kommer tilstede. Lægen vurderer, at moderen er aggres­siv, fordi hun er bekymret for sine børn og opfordrer faderen til at tage kontakt til Socialcenter Bispebjerg. Socialcentret inddrages i familien - med ekstra sundhedsplejerske, familie­terapeut og tvillingehjælp, men intet hjælper det. 

Beslutning om skilsmisse
Faderen beslutter sig for skilsmisse. Ifølge advokaten er han tvunget til at blive bo­ende sammen med moderen, og han må på intet tidspunkt lade moderen være alene med børnene, hvis hans påstand om moderens psykiske ustabilitet skal være valid - og han skal vinde sagen om forældremyndighed.

Moderen forsøger på alle måder at terrorisere faderen og børnene. Hun tilkalder flere gange politiet. Til alt held er det professionelle politibetjente, som hurtigt forstår situationen og advarer ham om, at moderen vil forsøge at provokere ham til at slå hende, men betjentene kan ikke umiddelbart gøre så meget andet. 

Den efterfølgende jul hos faderens bror og svigerinde beder moderen svigerinden, som er sygeplejerske, om at tilse datteren uden tøj på. Faderen får en mistanke om, hun vil anklage ham for incest, hvilket også sker under et besøg af en familieterapeut fra Socialcentret, som familien er tilknyttet. Denne anklage får desværre medvind på et senere tidspunkt i forløbet.

Moderen truer med at bortføre børnene, og advokaten råder faderen til at rejse væk med dem til sin familie i Jylland, inden det sker - og samtidig stævne hende til retten.

Problematisk samvær
Statsforvaltningen afgør, at børnene på skift skal være hos moderen 6 dage og hos faderen 8 dage. Der henvises til, at forældrene skal stilles lige i forhold til den kommende retssag. Afgørelsen træffes, uden at Statsforvaltningen har hentet oplysninger fra Socialcenter Bispebjerg. Faderen er tvunget til at aflevere de 15 måneder gamle børn til samvær hos en moder, som af myndig­hederne vurderes som værende ude af stand til at tage sig af børnene. 

Faderen vinder sagen om forældremyndigheden i byretten, men moderen anker afgørelsen til landsretten. Det faktum, at faderen får den fulde forældre­myndighed, ændrer ikke noget i forhold til Statsforvaltningens afgørelse om sam­vær.

Børnenes samvær med moderen er kritisk og har meget uheldige konsekvenser for dem. Efter 6 dages samvær er faderen nødt til at samle børnene op. Han skal lære dem igen at spise, sove, lege og endda at gå. Det hjælper ikke at kontakte de sociale myndigheder, for eftersom moderen har an­ket afgørelsen om forældremyndighed, skal forældrene stilles lige.

Efter endelig afgørelse af forældremyndighedssagen, som også falder ud til fordel for faderen, flytter han med børnene til en lille by uden for Herning. Hans familie bor i området og kan hjælpe ham, og de bliver vidne på tæt hold til den lille families kamp imod systemet.

Systemsvigt
Ovenstående er blot en ’smagsprøve’ på alt det, som faderen og børnene er udsat for. Tovtrækkeriet og systemets svigt af dem trækker ud. Som læser sidder man hele tiden og håber, at sagen vender, så faderen og børnene vil opnå at blive behandlet medmenneskeligt og få medgang og fred fra den psykisk voldelige moder. Men svigtene fortsætter ud i det groteske. En sammentælling viser mellem 65 og 70 svigt begået af forskellige instanser, som familien er i berøring med i sagens forløb – blandt andre:

• Hospitalet indberetter ikke moderens ad­færd under barselsopholdet til de sociale myndigheder.
• Den psykiatriske vagtlæge, som faderen tilkalder nytårsaften, indlægger ikke moderen til udredning på psykiatrisk afdeling, og familiens praktiserende læge følger ikke op på sagen.
• Tvillingehjælperen fra Socialcenter Bispebjerg opgi­ver efter to besøg i familien pga. voldsomme konflik­ter med moderen.
• Socialrådgiveren slår ikke op i arkivet og tjekker, hvad der ligger i sagen. Hun yder dårlig rådgivning i skilsmissesagen og fortæller faderen, at et farvel til mo­deren også kan betyde farvel til børnene.
• Sundhedsplejersken og familieterapeuten på Socialcentret for­står faderens beslutning om skilsmisse. De vil gerne hjælpe, men kan ikke, fordi skilsmissesagen er overtaget af Statsforvaltningen.
• Faderen er, ifølge advokaten, nødt til at blive bo­ende sammen med den psykisk voldelige moder, som terroriserer ham og børnene, hvis han ønsker at vinde sagen om forældremyndigheden.
• Faderen tvinges til at udlevere små børn til samvær med en mor, der ikke forstår deres behov, og som udøver overgreb på dem.
• Efter begrundet mistanke om, at moderen begår overgreb på børnene, som nu er 2 år, beslutter faderen sig for ikke at udlevere dem til samvær i sommerferien. Det orienterer han moderen om. Herefter jages han af Fogeden og politiet, der møder op på hans adresse flere gange sammen med moderen. Faderen anmoder kommunen om at gribe ind, men kommunen kan kun iværksætte en undersøgelse, og han må blive under jorden sammen med børnene i et par uger.
• Kommunens samarbejde med én børnepsykolog udvikler sig til et uhyrligt angreb på faderen, som anklages for incest imod børnene, hvorefter de bliver tvangsfjernet. Faderen står tilbage fuldstændig magtesløs uden mulighed for at handle i et sammensurium af ikke bevisbare påstande og klemt i et system, der helt og aldeles umyndiggør ham.
• Børn- og Ungeudvalg, der som udgangspunkt er sat i verden for at være advokat for borgerne i sager om tvangsfjernelse, bliver endnu en sten på vejen for ham. Politikerne i udvalget er marionetdukker i forvaltningens magtfuldendte forvaltning af sagen. De bliver fodret med en sort-hvid version, som de forventes at godkende. Det viser sig dog, at enkelte af de 4 politikere, der sidder i udvalget, har taget de kritiske briller på og stemmer imod indstillingen. Og den famøse børnepsykologs vurderinger af faderen underkendes senere af udvalget.

Det burde ikke kunne ske
Hvorfor? Det store spørgsmål er, hvordan kan det være, at en fader til to små børn ikke kan hente hjælp i et forhold og en skilsmisse, hvor hans partner og børnenes mor har en dysfunktionel personlighed og udsætter dem for psykisk vold?

En af forklaringerne er, at myndighederne åbenlyst mangler viden om moderens helt usædvanlige personlighed, om psykisk vold og manipulation - og de skadevirkninger, det påfører ofrene. Psykisk vold er et overset fænomen og det er der mange eksempler på i bogen.

• Den psykiatriske vagtlæge tolker moderens aparte opførsel som et udtryk for bekymring for børnene.
• Statsforvaltningen inddrager ikke Socialcenter Bispebjergs bekymringsskrivelser af moderens reaktions­mønstre, vrangforestillinger og hallucinationer i fastsættelse af samvær. Statsforvaltningen sidestiller forældrene, børnene har ret/pligt til at se begge forældre uanset om det er skadeligt for deres udvikling - og betragter tilsyneladende sagen som en konflikt mellem to ligeværdige parter.
• I retssagen om forældremyndighed fremlægger moderen et dokument, hvor familielægen skriver, at moderen ikke har vist tegn på nogen form for ustabilitet – og at der ikke er nogen historik, der indikerer noget i den retning. Lægen kender åbenbart ikke til mo­derens personlighed og den adfærd, hun udviser og han overbevises af hende.
• Da faderen klager over samværet, indkaldes der til børnesagkyndigt rådgivningsmøde i foråret 2005. Den børnesagkyndige bagatelliserer faderens beskrivelse af børnenes reaktioner efter samvær med moderen: ’Så slemt kan det vel ikke være, mon ikke du overdriver lidt?’
• Moderen beder om at få Herning Kommune inddraget i arbejdet med at få fastsat samvær, og kommunen indkalder moderen til et informationsmøde med sagsbehandlere og den børnepsykolog, som har børnene i legeterapi. Faderen kan ikke modsætte sig, selv om han har forældremyndigheden.
• Den børnepsykolog, som kommunen benytter, og som tilsyneladende har stor indflydelse på kommunens håndtering af sagen, bliver ’forført’ af moderen, tror på hendes dæmoniserende udlægninger om faderen og tager parti for hende. Moderen er ifølge psykologens opfattelse en misforstået og ulykkelig kvinde. Psykologen udøver sin magt ved at lave en underretning til kommunen, som får fatal betydning for faderen og børnene. Da faderen efter sagens afslutning klager over hende til Psykolognævnet, ender hun med at få kritik for at have kørt en personlig hetz imod faderen.
• Det kommunale system, sagsbehandlere og afdelingsledere går på baggrund af børnepsykologens vurderinger imod faderen. Han bliver anklaget for incest og børnene tvangsfjernes.

Et lydtæt system
Systemet rummer ingen mulighed for at trænge igennem med informationer og viden om moderens adfærd og de skadevirkninger, den har for børnene. Ifølge en advokat skal faderen kunne bevise i retten, at moderen har påført børnene skade, hvis samværet skal kunne omgøres og ophøre – og det er ofte yderst vanskeligt, når det drejer sig om psykisk vold. Moderen er desværre i stand til at manipulere næsten samtlige myndighedspersoner over på sin side - noget som i stedet burde få alle alarmklokker til at ringe.

Offentlige myndigheder magter ikke opgaven
Danner og Røde Kors afholdt i foråret 2018 en konference om psykisk vold. Konferencen handlede om at øge forståelsen for, hvad psykisk vold er, og hvad det indebærer for de ramte. Fagpersoner, organisationer og politikere diskuterede muligheder og barrierer ift. en kriminalisering af psykisk vold

Et af de store emner var offentlige myndigheders håndtering og forebyggelse af psykisk vold. Erfaringerne er, at der er behov for massiv efteruddannelse af sagsbehandlere, socialrådgivere, læger, politi, jurister m.fl., hvis vi som samfund skal den psykiske vold til livs.

Hver fjerde kvinde og hver syvende mand er - eller har været udsat for psykisk partnervold. Det er meget skadeligt og invaliderende for mennesker at blive udsat for psykisk vold i form af gentagen og systematisk magt og kontrol.

Erfaringer fra udlandet
Norge og England har erfaringer i lovgivning imod psykisk vold. Norge har haft en straffelov om ’Mishandling i nære relationer’ i 12 år, og i England blev psykisk vold gjort strafbart i 2015. I England benyttes betegnelsen ’Coercive Control’ - tvangs- og kontroladfærd - når det handler om psykisk vold. Coercive Control er kendetegnet ved partnerens urimelige krav, trusler, nedgøring, overvågning og begrænsninger i dagligdagen, økonomisk kontrol m.v.

I både Norge og England er der fokus på, hvordan myndighederne håndterer loven, og hvordan den fungerer i praksis.

Det er helt essentielt, at myndighederne har en hensigtsmæssig tilgang til voldsofrene, både når det gælder fysisk og psykisk vold. Det handler ikke kun om de blå mærker, men om en helhedsorienteret tilgang til komplekse sager. Ofre for psykisk vold er i øvrigt meget sårbare og har behov for stor imødekommenhed, forståelse og empati fra myndighedernes side.

Manipulationen
I England melder ofrene om manglende forståelse for dynamikkerne i tvangskontrol hos politiet. Det forekommer desværre også, at udøverne har mulighed for at manipulere med politiet.

Det drejer sig ikke kun politimyndigheden. Generelt mangler der forståelse for den alvorlige problematik på tværs af en række sociale sektorer. Flere organisationer b.la. Womens Aid gør et enormt stykke arbejde for at forklare og udbrede kendskab til den kontrol og psykisk vold, som kvinder – og mænd - kan udsættes for, til fagfolk som f.eks. sagsbehandlere, socialrådgivere, dommere og politi.

Geir Aas, Politihøgskolen i Norge, påpeger, at det er nødvendigt at skelne mellem episodisk/ situationel vold og systematisk vold/ intim terror/ voldsregimer, når det handler om psykisk vold. Højesteret i Norge har i løbet af de 12 år, der er gået, siden loven trådte i kraft, forholdt sig til spørgsmålet: Hvad kræves der for, at vilkåret om ’gentagne gange mishandler’ er opfyldt? Det centrale er, ifølge Geir Aas, i hvilken grad disse danner et mønster, som resulterer i, at den der rammes, må leve under et ’regime’ præget af kontinuerlig utryghed og frygt for vold.’

Katie Ghose, CEO for Womens Aid understreger, at det er afgørende, at alle dele af samfundet opnår en kollektiv forståelse af psykisk vold og dens konsekvenser. Hun anviser forskellige tiltag, som vil kunne hjælpe ofrene fremover. Politiet skal blandt andet trænes i at se volden som et mønster af bevidst kontrol og overgreb i stedet for som enkeltstående situationer.

Det er også nødvendigt at forstå de konsekvenser, som volden, frygten og kontrollen får for ofrene og i sidste ende for strafferetssystemet. Uddannelse af politi og myndigheder er af afgørende betydning for at sikre, at sager registreres og bevises, og at udøverne sigtes. Body Worn Video – video båret på kroppen - kan være en mulighed.

Kriminalisering af psykisk vold
I Danmark arbejdes der i øjeblikket på at gøre psykisk vold strafbart.

I marts 2018 blev en ny kategorisering af skilsmisser politisk vedtaget. Skilsmisser inddeles nu i tre kategorier – rød, gul og grøn. Den grønne kategori dækker ca. 80% af skilsmisserne, hvor der ikke er konflikter eller behov for hjælp fra det offentlige – og hvor forældrene selv klarer at finde løsninger sammen. Den gule kategori dækker ca. 10% af skilsmisserne. Der er konflikter, især i den første tid efter skilsmissen. Begge forældre har det, der vil kendetegnes ved en normal adfærd og det giver mening, at de får hjælp til at håndtere konflikterne i processen. Den røde kategori dækker knapt 10% af skilsmisserne, og her har mindst én af forældrene en personlighedsforstyrrelse, som kan komme til udtryk på mange forskellige måder – f.eks. i form af psykisk vold, som faderen i ’Far i klemme’’ har beskrevet i sin bog. Her vil det ikke være muligt at mægle eller at kræve samarbejde. Som faderen/ forfatteren skriver, så handler det her om at standse ulykken, beskytte børnene og den anden forældre i en håndholdt proces.

Kategoriseringen af skilsmisserne vil være med til at sætte fokus på forhold, hvor der forekommer psykisk vold og på, at der ikke pr. automatik er tale om ligeværdige parforhold, hvor begge parter på et fornuftsmæssigt plan kan samarbejde omkring aftaler ifm. skilsmissen, bodeling, samvær osv. Men kategoriseringen vil ikke automatisk medføre, at myndighederne kan håndtere og hjælpe de berørte parter. Det vil kræve udbredelse af kendskabet til dysfunktionelle personligheder og deres adfærdsmønstre til fagfolk.

Far går til pressen
Efter et langt forløb med svigt fra myndighedernes side går ’Fader i klemme’ til medierne, og det lykkes at få en journalist fra Herning Folkeblad til at skrive historien ’Far må kun vinke til sine børn’. Den bliver bragt på forsiden af Her­ning Folkeblad d. 16. juni 2007. Børnene er nu 4 år. Historien kommer ud, og faderen oplever endelig stor opbakning fra alle sider. På grund af artiklen begynder folk at henvende sig til ham med oplysninger om de personer, som har hånd­teret sagen i Herning Kommune. Det viser sig, at flere af de personer, som har haft med sagen at gøre, også tidligere har været involveret i nogle betændte børnesa­ger.

Der bliver etableret en støttegruppe for faderen – og sagen. Nu kommer der læserbreve, og der bliver startet en underskriftsindsamling. Støttegruppen afholder demonstration med 50 personer og 232 underskrif­ter afleveres til et medlem af Børne-unge­udvalget. Ved demonstrationen er der bannere med tekster som ’Barnets tarv’, System­svigt’ og ’Hvem tænker på børnene?’ Faderens far holder en meget stærk tale til forsamlingen. TV MidtVest er tilstede og laver en fin reportage fra demonstrationen. Støttegruppen fortsætter demonstrationerne, indtil børnene kommer hjem til deres far.

Kampen er ikke ovre nu. Det slutter først den dag, hvor der bliver afsagt dom i byretten om, at der ikke skal være noget samvær eller nogen form for kontakt mellem børnene og deres moder. Hun må ikke kontakte dem på nogen som helst måde. Børnene skal beskyttes mod moderen.

Det sker i april måned 2010, og børnene er 7 år og 5 måneder gamle.

Eftervirkninger
Som menneske kommer man ikke igennem et kaotisk og belastende forløb som dette uden alvorlige følger og konsekvenser og risici for eftervirkninger.

Faderen og børnene har i den grad været under pres og udsatte både for moderens psykiske vold og myndighedernes uheldige håndtering af sagen. Faderen bliver efterfølgende ramt af en alvorlig depression, som kræver indlæggelse, så børnene må bo hos hans søster og svoger i en måned.

Sønnen bliver udredt med diagnoserne ADHD og GUA (autisme light). Datteren får angst og depression. Også hun har en medfødt diagnose (overbliksvanskeligheder). Både børn og fader får heldigvis god hjælp fra psykiatrien og via psykologsamtaler. De bliver mødt med stor forståelse i stedet for mistro og ligegyldighed fra myndighedernes side.

Efterreaktionerne for alle – både far og børn - er permanente skader – koncentrationsbesvær, PTSD-lignende symptomer, sårbarhed og sensitivitet, som kræver megen hvile.

Køb bogen 'Far i klemme' af Bruno Skibbild >>

Besøg website om bogen 'Far i klemme'>>

Læs mere om Katrine Skov, Powerkvinderne >>